Nu klarer Aase sig selv igen
En hjerneblødning satte alt i stå, men en kæmpe indsats gjorde Aase selvhjulpen igen
For et år siden kom der hjemmehjælpere døgnet rundt hos Aase, der pludselig havde brug for hjælp til alt efter en hjerneblødning. Men sammen med ægtefællen Poul, ergoterapeuter og hjemmehjælpere fra Allerød Kommune tog hun kampen op for igen at kunne klare sig selv i sit eget hjem. Og det lykkedes:
"Det var en rigtig hård kamp. Alt var svært og mange gange kunne vi ikke se det lykkes. Men lidt efter lidt gik det fremad – og nu klarer vi alting selv igen," fortæller Aase og Poul, der bor i en stuelejlighed i Enghave Park.
I en pressemeddelelse fra Allerød Kommune beskrives det, at Aase kom hjem til Enghave Park efter et langt forløb først med indlæggelser på Rigshospitalet og Hillerød Sygehus. Så fulgte tre ugers genoptræning på Frederikssund Sygehus og endelig en midlertidig bolig og genoptræning på Plejecenter Engholm.
Hjemme i lejligheden blev ergoterapeut Maria Skov Jørgensen en central person for ægteparret de kommende måneder. Sammen med Aase lagde Maria en plan og satte mål for, hvordan Aase kunne blive selvhjulpen. Herefter arbejdede både Aase, Poul og hjemmeplejen hver eneste dag for at hjælpe Aase med at nå sine mål. Maria fulgte løbende indsatsen og sikrede at Aase var på rette vej.
"Vi tog et skridt af gangen og hvor det gav mest mening for Aase lægge kræfterne. Det var især svært for Aase i begyndelsen, men så begyndte tingene at glide, efterhånden som hun stille og roligt genvandt en meningsfuld daglig rytme – med rigtig god støtte fra Poul," fortæller Maria, der har særlig ekspertise indenfor hverdagsrehabilitering i Hjemmeplejen, i pressemeddelelsen.
Aase nyder sin genvundne frihed og er nu fast gæst i Aktivitetscenteret på Engholm:
"Jeg kommer der to gange hver uge. Her er der altid kaffe og hygge, og udover noget træning spiller vi banko og petanque nogle gange. Det er sjovt," siger Aase, som i øvrigt kender lokalerne på Engholm bedre end de fleste, da hun var ansat som rengøringsassistent samme sted i mange år.
Aktiv Hverdag giver livskvalitet
"Det her handler grundlæggende om at sikre borgerne en god livskvalitet," siger Birgitte A. Rasmussen, der er formand for Sundheds- og Velfærdsudvalget ifølge pressemeddelelsen. Hun fortsætter:
"Målet med hverdagsrehabilitering – eller Aktiv Hverdag som vi kalder det i Allerød Kommune – er at gøre borgerne helt eller delvist selvhjulpne igen efter for eksempel sygdom eller ulykke, så de kan blive længst og bedst muligt i eget liv og i egne omgivelser. Og så de bliver uafhængige af hjælp fra kommunen."
"Når vi arbejder med borgerne på denne måde, handler det derfor om at skabe et ligeværdigt og målrettet samarbejde mellem borger, pårørende og fagpersoner. Her skal vi fokusere på muligheder og ressourcer frem for begrænsninger," siger Birgitte A. Rasmussen.
Hun understreger, at langt de fleste borgere kan blive selvhjulpne igen med den rette investering i tid, øvelser og eventuelt også hjælpemidler.
Aktiv Hverdag har tilknyttet tre terapeuter som arbejder med hverdagsrehabilitering. De er i daglig dialog med de ansatte i hjemmeplejen og arbejder på at vedligeholde og styrke den tværfaglige sparring i Allerød Kommune.
Tidligere har alle ansatte i Allerød Kommunes hjemmepleje været på kursus i hverdagsrehabilitering.