Fortsæt til indhold

Endnu en politiker har meldt fra

LA’s Flemming Hansen har takket nej til souper på Kongeskibet

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hidtil har det været i socialisternes lejr, at man har takket nej til at være en del af tirsdagens Regentbesøg i Syddjurs Kommune med afsluttende souper for lokale pinger på Kongeskibet, der lægger til kaj i Grenaa.

Men nu afslører Liberal Alliances Flemming Hansen, at han ligesom Jesper Yde Knudsen (Enhedslisten) og Jens Rasmussen (SF) har sagt nej tak til at deltage i den afsluttende souper på Kongeskibet.

“Så snart indbydelsen kom til byrådet, valgte jeg at takke nej,” fortæller Flemming Hansen.

Økonomien er årsagen

“Ikke fordi jeg har noget at udsætte på Kongehuset, jeg har svært ved at forestille mig en præsident kunne repræsentere os lige så godt,” understreger han.

Årsagen er derimod den samme, som byrådskollega Jens Rasmussen har været fremme med, at det er for mange penge at spendere på et Regentbesøg samtidig med, at Flemming Hansen og hans byrådskolleger lige nu sidder og vender hver femøre for at nå i mål med næste års kommunale budget.

“Vi kæmper i disse dage med et budget, hvor vi ikke kan undgå at ramme hårdt. Vi sidder endda og diskuterer små beløb, og vi har tidligere nedlagt vores bibliotek i lokalområdet, vi har nedlagt det lokale plejehjem, og så skal vi med den anden hånd øse ud af penge, for naturligvis skal det være flot, når regentparret kommer på besøg,” siger Flemming Hansen.

Håber alle får en dejlig dag

Det bibliotek og plejehjem, som han henviser til, er henholdsvis Mørke Bibliotek og Plejehjemmet Lindebo i Mørke.

Flemming Hansen bor selv i Mørke og har altid fået høje stemmetal i hjembyen ved kommunalvalg.

“Jeg har indtil nu valgt at gå stille med mit fravalg, for hvorfor skade noget, som så mange mennesker sætter pris på, hvorfor skade vores kommune, fordi vi er enkelte, som har en anden mening,” siger Flemming Hansen, der altid har været kendt som en pragmatisk politiker som vil alle det godt og er ikke til fals for polemik, hvis det kan undgås.

Vil ikke vinde popularitet

“Jeg skal ikke vinde popularitet på min fravalg. Jeg har det bare fint med, at jeg følger mit hjerte.”

"Vi har en smuk kommune, som vi kan være stolte af at vise frem, og jeg vil ønske, at regentparret og alle de royale borgere i Syddjurs får nogle dejlige dage,” siger Liberal Alliance politikeren, der hvis man kender ham ret i stedet vil tage en tur på motorcyklen ud i det blå eller overvære en lokal fodboldkamp, mens byrådskollegerne går ombord på Kongeskibet.