Fortsæt til indhold

SF-regionsrådsmedlem foreslår Hyllested pillet ud med det samme

SFs gruppeformand i Regionsrådet, Bente Nielsen, håber, at et flertal i Regionsrådet vil være enige med hende i, at man allerede nu kan skrinlægge, at Hyllested udpeges som graveområde

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

SFs gruppeformand i Regionsrådet, Bente Nielsen, Silkeborg, har i regionens forretningsudvalg taget forbehold for, at Hyllested udpeges som graveområde.
I forvejen har et enigt Syddjurs Byråd i et forhøringssvar på baggrund af et oplæg fra regionens embedsmænd bedt om at få slettet Hyllested i den endelige Råstofplan, og det samme har 46 borgere i Hyllested, der alle har bidraget med høringsvar.
Region Midtjylland er myndighed på råstofplanerne i Region Midtjylland. Planen revideres hvert 4. år ved, at der i den reviderede plan udlægges i planen graveområder, som vurderes at kunne klare efterspørgslen efter råstoffer de næste 12 år.

Unødig utryghed

"Regionens oplæg skaber unødig utryghed og har da også allerede givet mange protester fra Hyllested. Det forstår jeg godt," siger Bente Nielsen.
"Vi skal finde graveområder, så råstoffer skaffes bedst og billigst. Men vi skal også tage natur- og fritids- og boligpolitiske hensyn med i vores betragtninger," tilføjer hun.
Bente Nielsen er helt enig i de argumenter, som Syddjurs Byråd leverer i sit forhøringssvar, hvori der blandt andet står:
"Det anmodede råstofgraveområde ligger klods op ad den kulturhistorisk værdifulde landsby Hyllested, der i dag er sikret med den bevarende lokalplan 249. Med andre ord ligger det anmodede råstofgraveområde så nær et bevaringsværdigt landsbysamfund, at det vurderes uforeneligt med råstofindvinding, ligesom det vil være i direkte konflikt med Syddjurs Kommunes ønsker for at sikre de bevaringsværdige landsbyområder i Syddjurs Kommune."
Syddjurs Byråd peger også på, at et graveområde i Hyllested vil konflikte med kulturhistoriske interesser:
"Det anmodede råstofgraveområde ligger klods op ad den kulturhistorisk værdifulde landsby Hyllested, der i dag er sikret med den bevarende lokalplan 249. Med andre ord ligger det anmodede råstofgraveområde så nær et bevaringsværdigt landsbysamfund, at det vurderes uforeneligt med råstofindvinding, ligesom det vil være i direkte konflikt med Syddjurs Kommunes ønsker for at sikre de bevaringsværdige landsbyområder i Syddjurs Kommune."

Håber på flertal

Bente Nielsen siger, at hun allerede på regionsrådsmødet onsdag håber på at kunne samle flertal i Regionsrådet for, at der ikke kommer til at stå noget om Hyllested som graveområde i den Råstofplan, som Regionsrådet sender ud i den egentlige høringsfase.
"Der vil sikkert være nogle, der vil sige, at jeg foregriber begivenhedernes gang og ikke respekterer processen. Jeg mener, at vi sagtens allerede nu kan give borgerne i Hyllested vished for, at Hyllested bliver pillet ud af Råstofplan, før den egentlige høringsfase. Det vil være et godt signal og vil skabe tryghed blandt borgerne, som så ikke skal gå og vente i lang tid på, at den endelige Råstofplan bliver vedtaget," siger Bente Nielsen.

Forståelse for processen

Kim Lykke Jensen, SFs medlem af Udvalget for Natur, Teknik og Miljø i Syddjurs, og derfor ordfører på sagen, vil ikke have noget imod, at Regionsrådet allerede før Råstofplanen bliver sendt ud i den egentlige høringsfase, piller Hyllested ud.
"Men jeg har selvfølgelig også respekt for, at der som altid kører en fast proces, hvor vi i Syddjurs Byråd ligesom alle andre kan afgive et høringssvar, før den endelige Råstofplan bliver vedtaget i Regionsrådet," siger Kim Lykke Jensen.
To andre områder i Syddjurs indgår også i oplæget til Råstofplan, nemlig Frelling og Attrup. Dem vedtog et flertal i byrådet at give eventuelle bemærkninger med på vejen i den egentlige høringsfase.
Løsgænger Anette Quist Busk stemte imod flertallet, mens den konservative Jørgen Brøgger undlod at stemme.