Fortsæt til indhold

Kolind og oplands Distriktsråd takker pænt nej til ny grusgrav ved Frelling

Distriktsrådet har i kølvandet på et borgermøde i juli 2015 sendt en formel indsigelse til Regionsrådet mod etablering af muligt kommende råstofgraveområde ved Frelling

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Umiddelbart før sommerferien dukkedede der lidt overraskende et forslag frem fra Region Midtdjylland om et fremtidigt råstofgraveområde ved Frelling ­ tæt ved Kolind.

Overraskende, fordi Syddjurs Byråd tidligere på året havde diskuteret et samlet forslag til Råstofplan 2016 fra Region Midtjylland, der har ansvaret for denne business.

I forslaget var Hyllested, Frelling og Attrup (ved Balle) nævnt som mulige, kommende råstofgraveområder.

Et byrådsflertal valgte i første omgang at bede Regionen om at droppe planerne i Hyllested, fordi historik, områdets herlighedsværdier og tilkørselsforholdene i øvrigt på forhånd udelukkede, at der ville komme noget godt ud af grave løs i Hyllested.

Frelling og Attrup røg i første omgang i venteposition, fordi byrådsflertallet ville vente med at se de endelige forslag udfoldet, og herefter tage stilling i forbindelse med den høringsfase, som vil komme, når det endelige oplæg foreligger.

Mange borgere til møde

Det nye forslag om at grave ved Frelling var langt mere mere omfattende end det, der blev præsenteret i det oprindelige oplæg. Syddjurs Kommune var lige så overrasket, som mange borgere i Kolind, da det gik op for embedsværk, politikere og borgere, at der lå et nyt forslag med høringsfrist 10. juli 2015.

Kolind og oplands Distriktsråd fik i hast stampet et borgermøde op af jorden midt i feriesæsonen, hvor cirka 150 Kolind borgere fik lejlighed til at gå i clinch med Poul Erik Christensen, regionsmedlem og formand for Råstofudvalget i Region Midtjylland, samt medarbejdere fra afdelingen for Jord & Råstoffer, Region Midt.

Efterfølgende har Distriktsrådet sendt en indsigelse til Region Midtjylland på baggrund af de indvendinger, som borgerne kom frem med til borgermødet.

Fem gode grunde til et nej

I Indsigelsen fremhæver Distriktsområdet følgende forhold. De fremhævede citater, der står at læse i indsigelsen, er Distriktsrådets:

Kolinds fremtidige byudvikling:

"Alle nødvendige faciliteter i forbindelse med bosætning, daginstitutioner, folkeskole, fritidsfaciliteter, bibliotek, plejecenter osv., er allerede beliggende i vest byen, tæt på et eventuelt råstofområde."

Særlig værdifuldt landbrugsområde:

"Hovedparten af det store foreslåede område på ca. 203 hektar er i nuværende Kommuneplan udlagt som særligt værdifuldt landbrugsområde."

Bevaringsværdigt landskab og varieret natur:

"Den nuværende Kommuneplan omtaler området som bevaringsværdigt landskab på grund af den store variation i forskellige naturtyper, beskyttede å-løb og § 3 områder, flere forskellige engområder og -typer, skove, rekreative områder med udlagte stier og veje, herunder nyanlagt Kløversti plus knallertcrossbane til de helt unge."

Drikkevandsinteresser:

"Drikkevand i god kvalitet er som bekendt en mangelvare i fremtiden, også på Djursland. Derfor er området udlagt med drikkevandsinteresser og visse anvendelsesbegrænsninger for at sikre fremtidens drikkevand."
Støj, støv, vibrationer, trafiksikkerhed og klimapåvirkninger
"Debatten på mødet omhandlede også frygten for ovenstående gener ved en eventuel etablering af grusgrave i det omhandlende område. Specielt det sidste tilkomne indvindingsområde, Nord, fra Ebdrupvej til landsbyen Bugtrup, vil konstant belaste de store boligområder, som vender direkte ud til området."

Kommende erhvervsområde
:
"Syddjurs Kommune har lokalplanlagt området øst for Frellingvej til kommende erhvervsområde, med blandt andet større udvalgsbutikker og let industri. Fem grunde er udlagt som blandet bolig og erhverv, det må antages, at området er værdiløst, såfremt der etableres råstofindvinding, på modsatte side af Frellingvej."

Grusgrave nok

Slutteligt bemærker Kolind og oplands Distriktsråd, at der på borgermødet blev oplyst af Regionens folk, at der lige nu og her - alt andet lige, som det hedder på økonom-sprog - er råstoffer nok til de kommende 33 år med de grusgrave, der er allerede er åbnet.
Underforstået, der er ikke grund til at grave mere ved Frelling for nuværende.