"En fælles seniorafdeling i Grenaa vejen frem for FC Djursland"
FC Djurslands direktør Ronni Didriksen appellerer nu direkte til moderklubberne Grenaa IF og Aastrup/Hammelev om at gå sammen på seniorplan
FC Djurslands bedste hold i Jyllandsserien er startet sæsonen med tre nederlag i de første fire turneringsrunder.
Senest tabte holdet midtugekampen på HSM Arena til Vorup FB med 1-0 og søndag 5-1 til et meget stærkt Vatanspor-mandskab på udebane.
"Vores cheftræner Krzysztof Popczynski var meget skuffet og langt nede over nederlaget til Vorup FB, som både var unødvendigt og ufortjent," siger FC Djurslands direktør Ronni Didriksen.
"Til gengæld var Krzysztof mere opløftet over indsatsen mod Vatanspor, fordi spillerne mod et meget stærkt hjemmehold formåede at holde en god defensiv organisation til langt henne i anden halvleg," fortæller Didriksen.
FC Djurslands direktør vil hverken sige spillere eller trænere noget på, selv om starten i Jyllandsserien har budt på tre nederlag.
"Jeg synes, der bliver arbejdet hårdt, og alle gør en stor indsats. Krzysztof arbejder med hud og hår. Man kan mærke på ham, at fodbolden fylder meget, og han er slået ud over de mange nederlag, men vi er nødt til at være realistiske, for stillingen lyver ikke. Vi er ikke bedre og har ingen snuptagsløsninger til at blive det," siger Ronni Didriksen.
Den store angriber Jens Adam Bøgild Bachmann bragte FC Djursland foran 1-0 mod Vatanspor.
Trænerassistent Emmanual Ake kom på banen efter pausen, og det var ikke planen, men tvunget af omstændighederne måtte den tidligere divisionsspiller give en fod med.
"Find en fælles løsning"
Ronni Didriksen, der stopper som direktør 30. september 2015, mener, at meget af FC Djurslands fremtid på seniorplan står og falder meget med, at den nuværende U17-trup kan holde sammen de næste par år.
"Kan spillerne på vores meget talentfulde U17-årgang fastholde momentum og sammenhold, bliver mange af spillerne stammen på vores bedste hold allerede om et par år," vurderer Ronni Didriksen.
"Det er ikke bare ønsketænkning, men meget realistisk. Jeg har set, hvordan flere af de unge spillere allerede begår sig fuldt ud sammen med velvoksne seniorer, og de falder bestemt ikke igennem."
FC Djurslands direktør har også en klar appel til fodboldbestyrelserne i Grenaa IF og Aastrup/Hammelev:
"Bliv nu enige om, at der kun er basis for en seniorafdeling i Grenaa, når vi snakker de bedste seniorspillere," lyder det klare budskab fra Ronni Didriksen.
"Som det er nu, har vi tre førstehold, nemlig FC Djursland i Jyllandsserien, Grenaa IF i Serie 1 og Aastrup/Hammelev i Serie 2, og det holder ikke. Vil vores to stærkeste moderklubber et stærkt førstehold i FC Djursland, så bliv enige om en fælles seniorafdeling i Grenaa og Aastrup/Hammelev fra Serie 3 og frem. Det kan ikke gå for hurtigt."
Shopper rundt
Ronni Didriksen ser 3-4 spillere i Aastrup/Hammelevs seniorafdeling som til enhver tid vil kunne gå direkte ind på FC Djurslands bedste hold som klare forstærkninger.
"Vi kommer aldrig videre, hvis man i Grenaa By ikke kan blive enige om at ville FC Djursland med alt, hvad det indebærer, men som det er nu, er der tre hold som konkurrerer om de samme spillere, og det holder jo ikke."
Ronni Didriksen har båret budskabet frem på interne møder, men nu tager han bladet fra munden i offentligheden, og siger det mere direkte end nogensinde.
"Vi er nået dertil, hvor FC Djurslands bedste hold, hvis det mødte de bedste hold i Grenaa og Aastrup/Hammelev, måske ville vinde tre ud af fem gange, større er forskellen ikke, og derfor bliver vi nødt til at tale rent ud af posen."
"Som jeg ser det, skal vi have tre seniorhold i Grenaa, der hedder FC Djursland, og tænker sådan, så spillerne ikke shopper rundt fra sæson til sæson, som vi oplever det nu, alt efter, hvor tingene lige kører, og hvem der er træner," siger Didriksen.
"Jeg kan ikke se andre løsninger, hvis vi vil FC Djursland og det bedste for fodbolden. Hvad er alternativet, spørger jeg bare."