Enhver er salig i sin tro
Liberal Alliances gruppeformand Per Zeidler har respekt for sin partifælle Flemming Hansens holdning til Regentbesøget, fordi Liberal Alliance lader det være op til den enkelte, om Danmark skal have et Kongehus
"Liberal Alliance har ikke ambitioner om at nedlægge Kongehuset, men partiet lader det være op til det enkelte medlem at have en holdning til, om vi skal have et Kongehus," siger Per Zeidler, formand for Liberal Alliance i Syddjurs Byråd.
I modsætning til partifællen og byrådskollegaen Flemming Hansen deltager Zeidler med ledsager i den afsluttende souper på Kongeskibet tirsdag aften, der markerer Regentbesøgets afslutning.
Falsk sammenligning
"Jeg har respekt for Flemmings beslutning, som han orienterede mig om meget tidligt," siger Per Zeidler.
"Jeg har kendt Flemming i mange år og ved, at den slags sammenkomster heller ikke lige er ham, så hans afbud overrasker mig ikke," siger partifællen, der erkender, at Regentbesøget koster mange penge, men også at man bør afholde sig fra at koble de nuværende budgetforhandlinger sammen med dagsprisen på et Regentbesøg.
"Jeg synes ikke, det er fair at drage denne sammenligning, for det er jo ikke sådan, at udgifterne til Regentbesøget gør det nødvendigt at skære på ældreområdet for nu at tage et eksempel. Det er en falsk sammenligning, som ikke hører nogen steder hjemme."
Nej til præsident
Per Zeidler er selv tilhænger af Kongehuset som institution.
"Alternativet er en præsident, og det tror jeg ikke på, der vil komme noget godt ud af. Jeg synes, Dronning Margrethe gør en god gerning, og netop den og Kongehuset som institution, hylder vi i Syddjurs på tirsdag, som jeg håber bliver en festdag."
Forlod Venstre sammen
Per Zeidler og Flemming Hansen har begge tidligere været medlem af Venstre, men de forlod partiet og V-byrådsgruppen ved årsskiftet 2012/2013, fordi de ikke længere følte sig i sync med de dele af byrådsgruppen som havde rod i den gamle Ebeltoft Kommune.
Partiet brækkede over i to halvdele, der havde svært ved at være i stue sammen. Zeidlers og Hansens støtter valgte imidlertid at blive.
Efter et par måneder som løsgængere fandt Per Zeidler og Flemming Hansen sammen lykken i Liberal Alliance, hvor de fluks blev sat i spidsen for de ny parti til Kommunalvalget i 2013.