Fortsæt til indhold

Aldrig færdig - altid på vej

Peter Schumacher Årets Dommer i Djurslands Håndbolddommerklub

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Fredag aften kårede Djurslands Håndbolddommerklub Årets Håndbolddomer 2014/2015, og valget faldt på Peter Schumacher, Voldby, til daglig halinspektør i Nørre Djurs Hallen.

Hæderen blev overrakt af Peter Schumachers håndboldkollega og gode ven, Peter Kristensen, næstformand i Djurslands Håndbolddommerklub, hvor Årets Håndbolddommer i øvrigt selv er formand.

“Årets dommer er en person, som er lille; men fylder ret meget. Han har en evne til at involvere sig i ALT. Han er både hjælpsom, flittig, altid klar med et godt råd - og utroligt snakkesalig,” lød nogle af hyldestordene fra Peter Kristensen til Årets Håndbolddommer.

“Han er i det hele taget en meget vellidt person i både dommerkredse såvel som håndboldkredse. Han er kendt fra Skagen til Tønder, og hvis man får øje på den lille runde, så glemmer man ham ej igen. Til håndboldstævner gør han en dyd ud af at skabe en god stemning. Han underholder både før, under og ikke mindst efter kampene. Han er altid klar med en kæk bemærkning.”

Mange kasketter

Den tømreruddannede Peter Schumacher overtog 1. august 2014 hvervet som halinspektør i Nørre Djurs Hallen, og det passer ham fint, fordi han så kan være i det sportsmiljø, som han elsker mere end de fleste.

“Årets dommer ELSKER at tale i telefon. Det kan derfor være svært at komme i kontakt med ham. Men ha' tålmodighed, han ringer altid tilbage,” lød det fra Peter Kristensen, der også fremhævede Peter Schumachers mange kasketter ved siden af dommergerningen på banerne: område-ansvarlig, dommerklubs formand, talent-ansvarlig og medlem i Kreds 4's dommerudvalg.

“Han er en travl mand, som er villig og arbejdsom i alle ting han engagerer sig i. Han er en god formidler og dømmer gerne en døm-selv U12-kamp, dog kan det være svært, da han og spillerne er samme højde og dermed kan det skabe forvirring,” drillede Peter Kristensen, som også fremhævede Årets Dommer som en hård og kontant dommer i 2. Division.

“Han har slidt et par makkere op gennem de sidste par år, så pas du på Bjarke,” rundede Peter Kristensen af med en klar anbefaling til Schumachers makker, Bjarke Christensen, Allingåbro, før han overrakte gaver til Årets Håndbolddommer.