Fortsæt til indhold

Drømmen om Egil Fischers Ferieby lever

Den første fase af revitaliseringen af Egil Fischers Ferieby i Femmøller Strand blev indvidet fredag

Samfund
Af Martin Schultz

“Femmøller er blevet endnu mere attraktiv. I forvejen er her i dag Molskroen og Strandhotellet, og nu er revitaliseringen af Egil Fischers Ferieby godt på vej. Det giver en ekstra oplevelse til vores turister, som er gratis og som er meget speciel, når man får historien bag den med.”
Det siger turismedirektør Flemming Rasmussen, Destination Djursland, som fredag eftermiddag strålede om kap med de mange samarbejdspartnerne, da den første fase af gennemførelsen af arkitekten Egil Fischers oprindelige landskabsplan for området ved Femmøller Strand blev indviet.

Viser hvad god planlægning betyder

Der er blevet ryddet op, flyttet jord, plantet træer, anlagt stier og bede, så alle nu kan se idéen bag Egil Fischers originale plan fra 1920'erne for en ferieby efter en sammenhængende byplan med de karakteristiske bindingsværkshuse, de aksefaste alléer og de forskellige landskabsrum.
“Det her er en rigtig fin demonstration af, hvad god planlægning betyder,” sagde projektchef Karen Skou fra Realdania, som har gjort feriebyen til en del af den store Stedet tæller-kampagne og støttet med næsten 3,5 mio. kr.

Hele anlægget skal stå klar i juli næste år

Syddjurs Kommune har også bidraget til projektet, og PUK-udvalgsformand Kirstine Bille (SF) kunne glæde sig over det brede samarbejde og lagde stor vægt på den indsats, som frivillige fra Grundejerforeningen Femmøller Strand har bidraget med.
Desuden har N.C. Nielsens Fond, LAG Djursland og Nationalpark Mols Bjerge støttet projektet.
Arbejdet fortsætter med projektets fase 2, som yderligere kommer til at understrege parkanlæggets udformning.
Hele området skal stå færdigt til den endelige indvielse i juli 2016.

Landskabsarkitekt Torben Schønherr viste rundt i Egil Fischers Ferieby. Foto: Martin Schultz
Formand for LAG Djursland Flemming Petersen og udvalgsformand Kirstine Bille (SF). Foto: Martin Schultz
Udvalgsformand Kirstine Bille (SF) med den LAG-kage, som LAG? Djursland har tradition for at uddele ved indvielsen af LAG-støttede projekter.