Fortsæt til indhold

FC Djursland tabte igen på manglende skarphed i felterne

Standardsituationer er blevet FC Djurslands achilleshæl, og det kom igen til at koste i lørdagens hjemmekamp mod Dronningborg

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

FC Djursland tabte lørdagens hjemmekamp mod Dronningborg, og det var holdets fjerde nederlag ud af fem mulige efter nedrykningen til Jyllandsserien.
Gæsterne vandt opgøret med 2-1 (2-0), men havde hjemmeholdet været skarpere i begge felter, kunne meget have set anderledes ud, lyder det fra begge lejre.
"Vi lukkede igen to mål ind efter standardsituationer, og det er efterhånden blevet så meget en vane, at det selvfølgelig ikke længere er en tilfældighed," siger FC Djurslands cheftræner Krzysztof Popczynski.
"Vi er slet ikke parate i de situationer, selv om jeg synes, at vi gør meget ud af at få aftalerne på plads inden kampstart," tilføjer en skuffet cheftræner.
De to scoringer til gæsterne faldt i det 3. og det 18. minut, og det var hård kost for et selvtillidsramt hjemmehold.
Krzysztof Popczynski synes ellers, at første halvleg var meget fifty-fifty, hvad angår spil og chancer.
"Det er jeg ikke helt enig i," siger gæsternes spillende trænerassistent Luca Imperatore Sørensen, tidligere ungdomsspiller i IF Midtdjurs og senere eliteungdomsspiller i Randers FC og divisionsspiller i samme klub.
"FC Djursland havde godt nok bolden meget før pausen, men jeg savnede en plan i deres spil i forhold til den sidste tredjedel af banen. Her var de relativt ufarlige og uden idéer til at komme til chancer."
Luca Imperatore Sørensen spillede højreforsvarer hos gæsterne som havde store forventninger til sæsonen før sommerferien, men har droslet dem ned efter, at flere stamspillere har forladt klubben i sommerpausen, blandt andet Henrik Otkjær, plus at fem støtter lige nu er på studieture i udlandet.
"Vi har fået lidt tilgang, blandt andet fra Emil Knudsen på 19 år fra SIF Assentoft/Hørnning som scorede det andet mål mod FC Djursland, men det tager selvfølgelig tid for ham og de andre nye at vænne sig til tempoet i Jyllandsserien," siger Luca Imperatore Sørensen, der normalt opererer i centerforsvaret, men tvunget af omstændighederne var rykket ud i højre forsvarsside.

Luca Imperatore Sørensen, spillende trænerassistent i Dronningborg, erkender, at FC Djursland trykkede hans hold tilbage efter pausen og brændte store chancer. Foto: Lars Norman Thomsen

Massivt pres efter pausen

Krzysztof Popczynski sendte allerede før pausen samtlige sine tre indskiftere på banen, og efter pausen stod der også hjemmeholdet på det hele.
"Vi blev kørt over, og aldrig har jeg følt mig så alene i verden som i de første 20-25 minutter af 2. halvleg," indrømmer Luca Imperatore Sørensen.
"Hvis FC Djursland havde udnyttet deres muligheder i denne periode, så havde vi tabt kampen," erkender han.
"Vi spillede en fremragende 2. halvleg, men igen var vi ineffektive foran mål, så vi har store udfordringer i begge felter," siger Krzysztof Popczynski.
Han så Kris Buus Kristensen reducere i det 68. minut, men mere blev det ikke til.
"I den sidste periode gik dampen lidt af FC Djursland, og vi havde et par muligheder for at lukke kampen til 3-1, men indrømmet, de sad på 2. halvleg," siger Luca Imparatore Sørensen.
Han var naturligvis glad for sejren, der lunede i bunden af rækken, hvor nu kun VRI ligger under FC Djursland.
"Jeg kender Casper Fiehn fra hans tid i Raders FC, og jeg synes han spillede en flot 2. halvleg, da han blev rykket fra kanten og ind centralt. Der kommer hans arbejdsraseri bedre til sin ret. Sammen med Kristian Kaagh, der blev rykket lidt tilbage på banen undervejs, var han FC Djurslands bedste," roser Luca Imperatore Sørensen.
FC Djurslands cheftræner Krzysztof Popczynski roser samtlige 14 for en flot og aggressiv 2. halvleg.
"Det skal vi tage med til næste kamp mod Fuglebakken KFUM Århus, men vi bliver nødt til at være klar på de defensive dødbolde og være langt mere skarpe, når vi får chancerne i modstandernes felt," siger han.
Fuglebakken KFUM Århus har samlet et point mere end FC Djursland, men for en kamp mindre. De to klubber mødes lørdag 5. september klokken 15 på HSM Arena i Grenaa.
Hos Fuglebakken KFUM Århus spiller hele fire tidligere førsteholdsspillere i FC Djursland: Martin Møller, Søren Reng Winther, Simon Elkjær og Simon 'KB' Christensen.

Fakta:

Turneringsbestemmelserne for Jyllandsserien er følgende:

Efteråret 2015:

  • I 1. turneringshalvdel (efterår) består Jyllandsserien af 32 hold i 4 puljer á 8 hold, der afvikler en dobbeltturnering.
  • Nr. 1, 2, 3 og 4 i hver pulje indplaceres i 2. turneringshalvdel (forår)s Jyllandsserien 1.
  • Nr. 5 og 6 i hver pulje samt de 2 bedste nr. 7 indplaceres i 2. turneringhalvdels Jyllandsserien 2.
  • De 2 dårligste nr. 7 samt nr. 8 i hver pulje rykker ned i Serie 1

Foråret 2015:

  • I 2. turneringshalvdel (forår) deltager 16 hold i Jyllandsserien 1, fordelt med 2 puljer á 8 hold.
  • Nr. 1 og 2 i hver pulje rykker op i Danmarksserien.
  • Øvrige hold forbliver i Jyllandsserien.
  • I 2. turneringshalvdel (forår) deltager 16 hold i Jyllandsserien 2, fordelt med 2 puljer á 8 hold.
  • Nr. 1, 2, 3, 4 og 5 forbliver i Jyllandsserien.
  • Nr. 6, 7 og 8 rykker ned i Serie 1.
  • En klub kan kun have ét hold i Jyllandsserien. Hvis en klub, der har hold i Jyllandsserien, rykker ned fra DS, rykker holdet i Jyllandsserien ned i Serie 1.

Kilde: DBU Jylland