Flere tusinde dannede glædesring om asylcenter
Stor tilslutning til solidaritetsarrangement på Asylcenter Lyngbygård
Flere tusinde mennesker havde søndag eftermiddag taget imod Venligboernes opfordring til at mødes på Asylcenter Lyngbygård i Lyngby for at vise solidaritet og medfølelse med de asylsøgere, som natten fra onsdag til torsdag måtte opleve, at der blev sat ild til centrets minibus og begået hærværk med spraymaling af nazistiske og fremmedfjendtlige slagord på porte og vægge.
"Det er samtidig en fin og værdig markering af, at vi tager afstand fra nynazisme og brugen af dens slags midler i debatten," siger Norddjurs borgmester Jan Petersen (S), som var blandt deltagerne på Lyngbygård.
Fredsring hele vejen rundt om Lyngbygård
Allerede tidligt strømmede folk til Lyngbygårds udenomsarealer. Mange bragte mad og kage med sig, som blev delt i pavillontelte på stedet.
En af inititiativtagerne fra Venligboerne fra Aarhus, Jette Aaroe Clausen, bød de mange deltagere velkommen. Hendes velkomst blev oversat til flere sprog.
Derefter talte den lokale formand for menighedsrådet i Lyngby-Albøge sogn, Erik Boye Kirk, Allelev, inden musikken, digtoplæsningen og fællessangen tog over.
De mange deltagere dannede midt på eftermiddagen en glædesring, som nåede rundt om Lyngbygård og helt ud på vejen.
Læs mere om Glædesrings-arrangementet i Lokalavisen Norddjurs på tirsdag