Fortsæt til indhold

Team Sophie knokler for et ambitiøst mål

Familien Andersen fra Hyllested fyrer op under både familie og venner for at bidrage mest muligt til Stafet for Livet

Samfund
Af Martin Schultz

Der blev vasket biler til den helt store guldmedalje, da Team Sophie fra Hyllested lørdag indledte slutspurten frem mod næste weekends Stafet for Livet Syddjurs.
I alt 11.752 blev det til i løbet af lørdagen, da Kasper Andersen og et hold venner stillede sig til rådighed med bilvask foran brandstationen i Ebeltoft og fik vand og el sponsoreret af brandstationen.
Men bilvask er kun et af de midler, som Kasper og Malene Andersen og deres Team Sophie har taget i brug for at nå deres meget ambitiøse mål om indsamle 60.000 kr. til Stafet for Livet.
“Vi har blandt andet holdt en bowlingaften i Spis & Bowl Ebeltoft, vi sælger bolsjer som Mols Bolsjer har doneret, og vi sælger sponsorgaver fra butikker og virksomheder på nettet. Og i vores camp i Byparken i Rønde til Stafet for Livet har vi et “Skyd manden i baljen” bassin med,” fortæller Malene Andersen.

Lørdag blev der vasket biler af Team Sophie til fordel for Stafet for Livet på brandstationen i Ebeltoft. Privatfoto

Helt høj af opbakningen

Bag Kasper og Malene Andersen store indsats for at bidrage med mest muligt til Stafet for Livet ligger den alvorlige kendsgerning, at familiens yngste datter Sophie fik konstateret leukæmi i oktober 2013. Den i dag knap 8-årige Sophie er stadig i kemo-behandling, men det går heldigvis fremad for Sophie.
Sophies sygdomsforløb har vendt op og ned på familiens hverdag, men gennem Team Sophie og deltagelsen i Stafet for Livet får Kasper og Malene Andersen og deres piger Mikkeline og Sophie en stor opbakning i et svært forløb.
“Vi har brug for støtte og den får vi fra vores familie, vores venner og mange bekendte. Og man bliver helt høj af opbakningen og holdånden på vores Team Sophie,” siger Malene Andersen.
“Samtidig er det nok en form for terapi, fordi vi har brug for at snakke med andre om vores situation. På den måde opfylder Team Sophie også andre behov og giver glæde til vores familie,” siger Malene Andersen.

Sophies far Kasper Andersen sørger her for at bilisterne også får støvsuget måtterne. Privatfoto

Vil slå rekorden

Team Sophie har sat sig som at indsamle 60.000 kr. til årets Stafet for Livet i Rønde.
“Det er nok også fordi vi er nogle konkurrencemennesker, som blive grebet af projektet,” siger Malene Andersen, som håber at Team Sophie kan mønstre over 100 deltagere, når der går løs i Byparken i Rønde på lørdag.
I alt 48 hold har indtil nu meldt sig til Stafet for Livet Syddjurs, som også i det samlede resultat meget gerne vil overgå sidste års rekordoverskud på 595.000 kr.
Det er muligt at tilmelde hold helt op til Stafetstarten lørdag middag, og det er muligt for interesserede at tilmelde sig åbne hold til ruterne i Byparken i Rønde, som man både kan gå, løbe eller cykle.

En af dagens mere kostbare biler fik også en vasketur. Privatfoto