Fortsæt til indhold

Hør blues og folk til aftenens ret i Byhallen

Guitaristen Jens Falck går på scenen til Hjorddrengenes Marked

Samfund
Af Martin Schultz

Som noget nyt inviterer folkene bag Hjorddrengenes Marked på onsdag i Kolind til en varm ret sidst på dagen, og til denne spisning har arrangørerne sørget for en musiker, som nok kan få nationalretten til at glide ned.
Menuen står på stegt flæsk og persillesovs, leveret af Kolind Slagteren, og på scenen står guitaristen Jens Falck, som vil levere prøver på sit store repertoire. Det strækker sig lige fra hard core blues over folk til sing along klassikerne fra 70'erne, gerne med lidt country twist som Willy Nelson, Creedence Clearwater Revival eller Neil Youngs Heart og Gold.
Jens Falck går på scenen kl. 17 og vil spille frem til kl. 19, mens forhåbentlig rigtig mange vil nyde deres stegte flæsk med persillesovs i Byhallen.

Jewns Falck tilbage på Djursland

Jens Falck er gammel djurslænding og spillede sig op sammen med Djursland Spillemænd som både temperamentsfuld guitarist og folk-violinist, da de dengang unge knægte blev voksne rock-spillemænd.
Han fik siden sit eget band med Hawks and Friends og spillede en overgang også i Allan Olsens backing group Norlan.
Han flyttede til Sverige med sin familie i 2006 og fortsatte sin musikalske udvikling hinsidan med mange spændende musikalske partnerskaber, men flyttede sidste år tilbage til Danmark og bor nu igen fast i Nørre Djurs.

Skæve tricks

Musik skal der til, er man klar over i Kolind, så inden Jens Falck kommer til at spille i Byhallen har der været både harmonikamusik og korsang til at underholde til og efter de gule ærter midt på dagen.
Gunner Mortensen fra Rostved underholder med sin harmonika kl. 12.00 og kl. 13.30, og kl. 15.00 går Brumbasserne, som er et kor af modne mænd fra Djursland, på scenen.
Sjovt bliver det med garanti, når gøgleren og tryllekunstneren Tony Trifolikum laver gadeunderholdning foran Byhallen. Her kan man fordel tage både børnene og bedstemor med, for Tony Trifolikum, som bor på Friland ved Feldballe, kan underholde både børn og voksne i alle aldre med sin tryllekunstner, gøglerier og skæve tricks.

Gøgleren Tony Trifolikum - her med lirekasse. Privatfoto