Fortsæt til indhold

Ungersvend på orgelbænken

Kasper Walther Sørensen, 23, bliver ny organist ved Thorsager-Bregnet og Feldballe Kirker

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Unge Kasper Walther Sørensen på ikke mere end 23 somre bliver den nye organist i Thorsager-Bregnet og Feldballe Kirker, hvor han tager over efter Knud Haahr Bagger, som før sommerferien fik nyt job som organist og korleder ved Harlev og Framlev Kirker.
Kasper Walther Sørensen bliver en del af et organist-team, der på skift sidder bag tangenterne i de tre kirker. De to andre er Helle Zederkof og Mads Djernes.
Den unge organist bor i Aarhus, men stammer fra Brejning ved Vejle. Han er student fra Rosborg Gymnasium og har netop færdiggjort uddannelsen til Kirkemusiker med orgel og korledelse som hovedfag.
Kasper Walther Sørensen møder ikke uforberedt op i Thorsager-Bregnet og Feldballe Kirker. Han har i omegnen af to års erfaring med fra Sahl og Gullev sogne.
Det var et enstemmigt ansættelsesudvalg, der hejste flaget for Kasper Walther Sørensen efter et forløb, hvor otte kvalificerede ansøgere forsøgte at gøre deres hoser grønne.
Det var den unge organists spil og fornemmelse for salmesangen, der overbeviste ansættelsesudvalget om, at Kasper Walther Sørensen skulle have jobbet.
Kasper Walther Sørensen starter i jobbet 1. september 2015.