Fortsæt til indhold

Stor forhåndsinteresse for helt ny 10. klasse i Syddjurs

Viden Djurs direktør Ole Svit forventer, at 40-50 unge Syddjurs unge starter på EUD10 på Kalø

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Syddjurs Kommune har lavet en aftale med Viden Djurs om at tilbyde et nyt erhvervsrettet 10. klasseforløb til unge. Et enigt byråd konfirmerede aftalen på sidste uges byrådsmøde.
Målet med den nye uddannelse, kaldet EUD10 (EUD = ErhvervsUDdannelser), er både at give de unge mulighed for at opfylde adgangskravene til en ungdomsuddannelse, og at afklare de unges valg af en erhvervsrettet ungdomsuddannelse. Det sidste er ikke mindst vigtigt, fordi Folketinget har en målsætning om, at færre på en ungdomsårgang end det er tilfældet nu skal starte på en gymnasial uddannelse og i stedet i gang som håndværker eller med en handelsuddannelse.

Stor interesse

Den nye uddannelse vil få til huse i Viden Djurs lokaler ved Kalø Økologiske Landbrugsskole, og Viden Djurs fik allerede en fornemmelse for interessen blandt unge i Syddjurs for den ny uddannelse, da der forleden var åbent hus på Landbrugsskolen.
"Uden overhovedet at have brugt krudt på markedsføring oplevede vi det positive, at mange unge dukkede op og spurgte interesseret. Jeg vil tro, at vi allerede har talt med 25 unge, som er interesseret," siger direktør Ole Svit, Viden Djurs.
"Nu går vi i gang med en intensiv markedsføring de næste fire uger, og min forventning er, at vi starter med mellem 40 og 50 unge, altså to hold," siger Ole Svit. Syddjurs Kommune og Viden Djurs har i forening aftalt 15 elever som skæringspunkt for at starte uddannelsen.
Forløbet på EUD10 er tostrenget. Der undervises i de obligatoriske 10. klasses fag som dansk, matematik og engelsk med afsluttende eksaminer.

Et afklarende forløb

Dertil kommer en række temaforløb (Innovation og iværksætteri, Det sunde liv - arbejde med mennesker, Teknik og håndværk, Økologi og madkultur og Medier), hvor det er muligt at teste interessen for de forskellige erhvervsuddannelser for de unge.
"Der bliver tale om et afklarende forløb for de unge, så de er meget klogere på deres valg af ungdomsuddannelse," understreger Ole Svit.