Forstander stopper ved årsskiftet
Kim Qvist fratræder hos Kalø Økologisk Landbrugsskole 1. januar 2016
Alle med relation til Kalø Økologiske Landbrugsskole er inviteret til reception på skolen fredag 18. september.
Anledningen er, at Kim Qvist er fratrådt sin stilling som forstander ved Kalø Økologisk Landbrugsskole 1. januar 2016 og, at uddannelsesleder og underviser Morten Erbs er tiltrådt som afdelingschef/forstander med virkning fra 1. august 2015.
"Det er ikke den store sensation, at jeg stopper som forstander," siger Kim Qvist.
"Jeg havde alligevel besluttet at stoppe, når dette skoleår var afsluttet 1. juli 2016, men nu sker det før, og det skyldes primært, at vi før sommerferien af Undervisningsministeriet blev bedt om at barbere en til halvanden million af vores budget på små 14 mio. kroner," fortæller Kim Qvist.
"En besparelse i denne størrelsesorden gør det nødvendigt at medtænke ledelsen, og derfor stopper jeg et halvt år før planlagt, så jeg yder mit til besparelsen," siger Kim Qvist.
Resten af året skal han arbejde med udviklingsopgaver for skolen frem til, han fratræder.
"Jeg efterlader en skole, der går en god fremtid i møde efter fusionen med Viden Djurs som var nødvendig for at sikre skolens overlevelse, og jeg stopper med god samvittighed," siger Kim Qvist.
Nye tider
Kalø Økologiske Landbrugsskole har efter fusionen med Viden Djurs fået tilført mange nye uddannelser.
Landbrugsuddannelserne er blevet udvidet med et EUX-uddannelsestilbud og en international, økologisk landmandsuddannelse, Global Organic Farmer; derudover har Viden Djurs lavet en aftale med Coop om, at butikskædens salgsassistenter, der alle uddannes på Viden Djurs, fremover skal undervises én dag om ugen på Kalø Økologisk Landbrugsskole.
Ved starten på dette skoleår kunne skolen således byde velkommen til 45 10. klasses elever fra Syddjurs Kommune, der nu er i fuld gang med deres EUX-uddannelse.
Efter fusionen har Viden Djurs investeret i fornyelser på skolen: fem nye klasselokaler og en malkestald til besætningen af jerseykvæg. Desuden er elevernes værelser og lærernes arbejdsrum blevet renoveret.
Kim Qvist, 51, uddannet folkeskolelærer og med bopæl i Lystrup, har været forstander i fire år, Han ved ikke, hvad han skal lave fra årsskiftet, men bliver gerne i området.
"Jeg ser helst, at mit nye arbejde kommer til at ligge i en periferi på cirka 50 kilometer omkring Aarhus, så Djursland er bestemt en mulighed," siger Kim Qvist.
Før han blev forstander på Kalø Økologiske Landbrugsskole, havde han siden 2004 været forstander på den socialpædagogiske døgninstitution, Ehlershjemmet, ved Sdr. Vilstrup nær Haderslev.