Politik er til for borgerne

For en uges tid siden fik jeg besøg af min gamle højskole på rådhuset. Eleverne skulle vises rundt og se rådhuset, og så ville de gerne have mig til at byde dem velkommen og vise et ansigt på en politiker, de kunne forholde sig til.
Det var en interessant oplevelse, der satte nogle konkrete tanker i gang for mig. De er nemlig på sin vis et billede på en af de problemstillinger, vi har brugt timer på at diskutere i medborgerskabsudvalget.
Da jeg gik på højskolen for et par år siden, var mit indtryk nemlig ikke, at de interesserede sig specielt meget for politik. Jeg forsøgte ofte at starte politiske debatter, da det er noget af det, der interesserer mig. Men det druknede altid i suk eller forvandlede sig i stedet til en snak om fodbold eller Paradise Hotel. Jeg oplevede to gange, at en medstuderende interesseret satte sig hen ved siden af mig, pegede på et billede i den avis jeg sad med og spurgte hvem den mand, jeg læste om, var; hvortil jeg så kunne svare, at det var landets statsminister. I min blå bog var min største bommert, ifølge de andre, at jeg blev ved med at stille spørgsmål til et oplæg daværende europaparlamentariker Jens Joel holdt for os. De andre ventede bare på at få det overstået, så de kunne komme ud at spise kage i stedet.
Alt det er selvfølgelig helt fint. Det lå langt fra min egen hverdag og interessesfære, men det gør dem jo ikke til mindre indbyggere i byen. De skal også opleve byen med dens muligheder og serviceydelser, og de skal også høres, når byen skal indrettes.
Det sidste er svært. For hvordan hører man folk om politik, som dybest set ikke tror, de interesserer sig for politik?
Selvom det er svært, er det super vigtigt, at vi også inddrager de mennesker, der ikke tror, de går op i politik. For selvom de var ligeglade med et oplæg om Europa-Parlamentet, så tror jeg ikke, de er ligeglade med, hvor meget en busbillet koster, hvor bussen kører henne, hvor vi laver nye kunstgræsbaner eller hvilke hold, der må spille på dem hvornår.
Som politikere og som kommune bliver vi nødt til også at omfavne de borgere, der ikke går op i politik til hverdag og insistere på at høre deres mening om deres by.
Det behøver ikke være gennem lange høringssvar eller overvågning af hele byrådsmøder, men for eksempel ved at opfordre dem til at søge indflydelse på deltagerbudgetter i deres nærområde, skrive deres holdning til en sag til byrådet eller måske bare lave et opslag på Facebook.