Fortsæt til indhold

Flere hundrede flygtninge ankom med tog til Danmark søndag

Samfund
Jacob Nielsen

I tre store grupper ankom næsten 300 flygtninge søndag til Danmark med internationale toge til Rødby. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde klokken 17 registreret cirka 75 flygtninge. Klokken 18 kom endnu cirka 100 med færgen, og dette gentog sig ved 20.30-tiden.
I løbet af aftenen opstod der tumult. En del af flygtningene løb væk fra området - ifølge flere medier fordi de ikke ønskede at blive registreret i Danmark men ville videre til enten Sverige, Norge eller Finland.
En eftersøgning blev sat i gang, og forholdsvis hurtigt fik politiet kontakt til langt de fleste, der var løbet fra Rødby station.
De fleste af flygtningene kommer fra Syrien og Irak. En stor del er blevet indkvarteret for natten på hoteller i området, og registreringen foregik helt udramatisk og i god ro og orden, oplyser politiet.
De 64 flygtningen som ønskede asyl i Danmark blev fragtet til Sandholmlejren ved Allerød, hvor man tog pænt imod dem.
"Det var en blandet gruppe af både børnefamilier, unge enlige mænd, gravide kvinder og uledsagede unge, vi modtog. De var meget udmattede, så det handlede om hurtigt at få en seng at sove i, og dem som var sulte fik noget mad og noget ro," siger leder af Sandholmlejren Anna La Cour til P4 København.
Hun fortæller samtidig, at der er fundet ekstra madrasser og dyner frem, så man er klar til at tage imod mange flere de kommende dage.