Fortsæt til indhold

Klap den glade gris til Økologisk Høstmarked

Der er Økologisk Høstmarked på Kalø Økologsik Landbrug og hos Knebelgodt i Vrinners

Samfund
Af Martin Schultz

Tag madkurven og familien med til Høstmarked på Kalø Økologisk Landbrugsskole og få en dejlig dag med masser af oplevelser. Klap dyrene, prøv vores traktorer, se stalde og afgrøder, smag landbrugets økologiske produkter eller køb lidt med hjem. Høstmarkedet afholdes i samarbejde med Helges Most og Grønt.
Kalø Økologisk Landbrug ligger lige ud til Kalø Vig ved indgangen til Nationalpark Mols Bjerge. Skolen har mange forskellige uddannelsesretninger inden for Økologisk landbrug som man også kan høre om til Høstmarkedet.
På skolen dyrkes 68 hektar med grøntsager, æbler, kløvergræs, korn og hestebønner. Grøntsagerne bruges dels i skolens eget køkken og der leveres også til Meny i Rønde.

Hjemmelavet most

På skolen er der økologiske får, lam, grise, stude og man er i fuld gang med at opbygge en malkekvægbesætning af 30 jerseykøer. De første køer har netop kælvet og der er masser af små kalve som man kan få lov til at møde på høstmarkedet. Kreaturvognen bliver spændt for traktoren og der vil være mulighed for at køre en tur med rundt på landbruget. Der stoppes undervejs hvor man kan hilse på dyrene og høre elever og lærere fortælle om arbejdet på gården.
Til Høstmarkedet vises rundt i staldene og på markerne. Kom og se og smag skolens afgrøder og hjælp til med at fodre dyrene. Man kan smage Helges hjemmelavede most og pølser produceret af skolens eget kød.

Høstmarked hos Knebelgodt i Vrinners

Både lørdag og søndag fra kl. 10-16 er der Økologisk Høstmarked i delikatessebutikken Knebelgodt hos den økologiske chokoladefabrik Woodshade Organics i det tidligere Vrinners Mejeri.
Her forhandles mange lokalt forarbejdede økologiske varer, og mejeriet er også hjemsted for produktionsdelen af Tebstrup Gedeosteriæ.
Det økologiske høstmarked bliver med rundvisning, smagsprøver og gode tilbud.
Se mere på www.hostmarked.dk