Henrik Wigh-Poulsen indvies som ny biskop søndag
Mere 1.000 indbudte gæster er på plads i Aarhus Domkirke, når den tidligere Djurslands-dreng formelt tager over efter Kjeld Holm
Det er ikke hverdagskost, at der inviteres til en bispevielse i i Aarhus Domkirke, men på søndag sker det igen, når Henrik Wigh-Poulsen bliver indviet som ny biskop.
For 20 år siden var det afgåede Kjeld Holm, der stod i samme situation.
Mere end 1.000 gæster er inviteret til at bivåne begivenheden live, og ellers kan den ses i fjernsynet for ikke-inviterede.
Henrik Wigh-Poulsen er søn af nu afdøde provst P.K. Poulsen og hustru Kirsten Poulsen. Hans mor lever stadig og bor i Grenaa.
P.K. Poulsen fik sit første embede som hjælpepræst ved Sct. Peders Kirke i Randers og kom via Samsø til Vejlby og Aalsø sogne ved Grenaa, fik siden yderligere to pastorater under sig og sluttede karrieren som provst.
Ved forårets bispevalg opnåede Henrik Wigh-Poulsen 1.258 af de 2.053 afgivne stemmer, mens modkandidaten Jens Maibom Pedersen, forstander for Diakonhøjskolen i Aarhus, fik 761 stemmer.