Rønde samlet i kampen mod kræft
For niende år i træk blev Rønde forvandlet til en Stafet for Livet. Byparken blev samlingspunkt for løbsdeltagere og en masse mudder.
”Nu er jeg kommet hjem”, fortalte Mia Kamla Marie Bluhm i sin indledningstale, hvorefter hendes smukke sangstemme behagede tilskuerne med Sanne Salomonsens 'Hjem'. Og dette var startskuddet til Stafet for Livet i Syddjurs.
Mia er tidligere kræftpatient og har været meget igennem grundet de hårde følger fra den dødelige sygdom, hvilket hun i hendes tale også berettede om. Men Mia Bluhm er en fighter sammen med de 110 andre tidligere kræftramte deltagere ved arrangementet, der havde et stort fremmøde på 1700 deltagere.
Iblandt disse var Mathias Berg, elev på Rønde Højskole. Han har tidligere deltaget i Stafet for Livet i Haderslev og glædede sig meget til løbet.
”Der er en speciel stemning omkring arrangementerne. Man ved, man gør en forskel,” fortæller den 20-årige højskoleelev.
Meget mere end et løb
Lørdag skulle alle 1700 ud på stafet, enten løbe eller gå. En stafet for at redde liv. Den ni år gamle højtidelighed finder årligt sted i Rønde Bypark. Begivenheden er til for at sætte ekstra fokus på kræft og samtidig samle penge ind til forskning i og bekæmpelse af sygdommen. Det er ligeledes en hyldest til dem, der overlevede kræften, og en mindehøjtidelighed for dem, som tabte kampen.
Stafet for Livet er også så meget mere end dét. Pladsen rundt om amfiteateret bugnede af telte, der hver havde sit formål for enten hold, forlystelser, mad, foredrag eller søvn. Inde i midten af det hele stod scenen, hvor flere bands spillede på stribe, og den blev brugt til diverse hyggelige småaktiviteter og dagens taler.
Familier fra alle de omkringliggende lokalområder havde slået sig ned og var klar til at boltre sig på de mange gå-, løbe- og cykelruter, hvor man pr. runde selv sikrede penge til forskningen. Børn i alle aldre deltog på lige fod med selv de ældste deltager på ruterne.
Fight på trods af dårligt vejr
”Det her er et arrangement, vi er ufatteligt stolte af,” fortalte Syddjurs Kommunes Venstre-borgmester, Claus Wistoft. ”Der kommer flere og flere deltagere til for hvert år. Lige denne weekend er vi utroligt uheldige med vejret, men fremmødet virker stort på trods af regn og vind."
I nogle af de indledende taler blev der nævnt, at alle deltagere var fightere. Og det kom til udtryk allerede indenfor de første tre-fire timer af stafetten, hvor regnen var på sit højeste. Parken med det kønne, grønne græs forvandlede sig til en brun suppedas af mudder, som var det en regnfuld dag på en mindre musikfestival.
Stafetten stoppede ikke. Alle deltagerne havde på forhånd trukket i gode løbesko eller gummistøvler med tilhørende windbreaker-løbesæt eller store regnfrakker. Kulden fra vinden slående imod regnvåde kroppe måtte ikke standse de deltagende i deres kamp imod kræften. Et meget livsbekræftende løb.
”Det er så fantastisk, når man hvert år ser unge mennesker fra højskoler og efterskoler ligge trætte i deres fælles telte, fordi de har givet sig så meget i løbet af de 24 timer, stafetten står på,” erindrer Lotte Jensen, imens hun er ude på 600-meter-runden med sin paraply i hånden.
Der skal støttes
Lotte Jensen er sygeplejerske på det lokale Hospice. Sammen med sine kollegaer deltager hun i stafetten og står samtidig i det lille Hospice-telt ved den mudrede vej, hvor hun blandt andet fortæller omkring sit arbejde og styrer Hospice-indsamlingen.
”Selv de unge mennesker ved, hvad løbet her handler om. Og de gør sandeligt sit for at få samlet ind. Alle vil jo gerne støtte op om bekæmpelsen af sygdommen, da vi alle kender en person, der tidligere havde kræft eller gik bort til den”.
Viljen var der. Klikkene tikkede ind på tællerne i de små telte tæt ved målstregerne. På runderne fandt deltagerne blandt andet gratis frugt og forfriskninger ved butiks-teltene, såsom Meny og Dagli'Brugsen. Dette har været med til at optimere løberne til flere runder.
”Som butikker vil vi jo også gerne vise, at vi er her,” fastslog Erik Schmidt, formand for Dagli' Brugsen i Tved på Mols. ”Jeg har været med i alle ni år, og vi støtter gladeligt løbet”.
Smukt og symbolsk
Specielt lyset betyder meget for stafetten. Lørdag aften afholdt løbsdeltagerne på det fyldte amfiteater den traditionelle lys-ceremoni. Dette var en mindehøjtidelighed for alle dem, der har mistet livet til kræften. Sognepræst Jan Schmidt holdt lystalen, hvorefter alle forblev tavse i to minutters stilhed for ofrene for sygdommen. Herefter lød tonerne til salmen 'Du, som har tændt millioner af stjerner', så amfiteateret summede af sang fra de mange deltagere. Efterfølgende blev der gået en stille-runde på 600-meter-ruten, igen for at minde kræftens ofre.
Søndag middag klokken tolv kunne man finde en hvilende og træt Mathias Berg i højskole-teltet efter at have nået sin tolvte runde på seks-kilometer-ruten lige inden afslutningen på stafetten. Altså hele 72 kilometer nåede han at løbe og gå på 24 timer. Men han hilste stadig alle med et stort smil.
”Det gør selvfølgelig ondt, men jeg føler mig ikke så smadret, som jeg forventede. Den fysiske smerte kan ikke dække over det større billede, vi alle har tegnet ved dette løb. Der er også noget symbolsk ved løbets tidslængde på 24 timer, fordi man kæmper hele dagen for at samle penge ind – ligesom kræftpatienter også kæmper samtlige timer i døgnet,” fortalte han og tilføjede: ”På samme måde at der nu er solskin. Lige meget hvor tungt regnen falder, uanset hvor mørkt der er, og hvor hårdt vi har kæmpet, så er der altid lys på den anden side”.
Mathias Berg fik sammen med resten af eleverne på Rønde Højskole indsamlet 8.050 kroner for de 1560 kilometer, de gik og løb.