Rockens arbejdsmand til Nørager
Rock Nalle sørger for Liv i Nørager Forsamlingshus en fredag i oktober
?Roland Lyhr Sørensen bedre kendt under kunstnernavnet Rock Nalle kigger til Nørager Forsamlingshus fredag 9. oktober sammen med sine 'Crazy Ivans', Henning Kaae og Ivand Sand.
Det er Beboerforeningen i Nørager, der har skaffet rocksangeren fra Odense & omegn til Nørager. Aftenen starter med spisning, før Nalle tager over med ægte soul-feeling i stemmen.
Han bragede for alvor igennem i midt-tresserne med sine versioner af blandt andet 'Midnight Hour', 'Little Loney One' og ikke mindst 'Go'e gamle fru Olsen'.
Ingen dans på roser
Nalles liv har ikke altid været en dans på roser. Spiritus og stoffer har været ved at lægge ham ned, men han er hver gang kommet tilbage til overfladen, og i hans stemme er der en aura af levet liv, som man bliver bjergtaget af.
I 1982 producerede Billy Cross det fine album 'Side 2' med Rock Nalle. Teksterne stod der Erik Thygesen på, og han udgav ved samme lejlighed en bog om den tidligere slagteriarbejder. 'Rockens arbejdsmand,' hed den.
Denne rockens arbejdsmand er fortsat på stikkerne mere end 30 år senere i en alder af snart 73 år.
Arrangementet i Nørager indgår i Liv i Forsamlingshuset.