Borgmesterkæder kom til ære og værdighed igen
Borgmester Claus Wistoft (V) havde været i gemmerne for at finde de tidligere Ebeltoft og Rosenholm Kommuners gamle borgmesterkæder
?Man kan ikke beskylde de, der var med til at stifte Syddjurs Kommune tilbage i 2005-2006 for at tænke i historiske overgange fra de tidligere fire kommuner: Midtdjurs, Rønde, Rosenholm og Ebeltoft - og til Syddjurs Kommune.
I Ebeltoft og Rosenholm Kommuner havde man borgmesterkæder, mens Rønde og Midtdjurs ikke havde tradition for den slags.
En borgmesterkæde til Syddjurs Kommune har aldrig været på dagsordenen, så da borgmester Claus Wistoft (V) skulle ekviperes på behørig vis i anledning af Regentbesøget, måtte han ty til de gamle borgmesterkæder i Ebeltoft og Rosenholm.
?Under seancen i Ebeltoft havde han den gamle borgmesterkæde fra Ebeltoft-tiden omkring halsen, og i Hornslet den tidligere borgmesterkæde fra Rosenholm Kommunes levetid.
Borgmesteren måtte låne kæderne af henholdsvis Østjyllands Museum i Ebeltoft og Egnsarkivet i Rosenholm, hvor de nu befinder sig.
Et vink om, at Syddjurs Kommune mangler et fælles symbol til den slags officielle lejligheder?