Fejl i el-nettet kostede strømmen i stort område
Det var en fejl i højspændingsnettet, der tirsdag morgen betød, at et stort område i den sydlige del af Kolding Kommune var uden strøm.
Fejlen blev registreret klokken 6.40, og godt to timer senere var den blevet rettet, så alle berørte nu igen skulle have fået genoprettet deres el-forbindelse.
Der har været utallige lynnedslag i nat, og Trefor er i øjeblikket i gang med at undersøge, om det kan være årsagen til nedbruddet.
"Vi kender ikke årsagen endnu. Det primære er at få kunderne på el-nettet igen, og derefter begynder vi at undersøge, hvor fejlen er opstået," siger kommunikationsansvarlig i Trefor Claus Blem Jensen.
Gik ud over lysreguleringer
Nedbruddet i el-nettet gik også ud over flere lysreguleringer i Kolding, hvorfor bilisterne måske har oplevet lidt mere kaotisk morgentrafik end normalt. Nu skulle der dog gerne være lys i pærerne igen, lyder det fra Kolding Kommune.
"Når vi registrerer to eller flere udfald på samme tid, så er der tale om en større fejl. Det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, når det sker, men det er klart, at når forsyningen forsvinder, så går det også ud over signalanlæggene. Vi har kørt et tjek på anlæggene, og de burde alle være oppe at køre igen," konstaterer fagansvarlig i Vej & Park Kim Bauenhøj.