Fortsæt til indhold

Aarhus sparer på taxature

Rutekørsel med flere børn i bilen og en ny udbudsrunde sparer Aarhus Kommune for en tredjedel af prisen

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

En udbudsrunde af taxakørsel for børn med handicap har ført til markante besparelser i Aarhus Kommune.
Fra 1. august vil taxakørslen i langt højere grad blive tilrettelagt som rutekørsel, hvor nogle af bilerne vil køre en fast rute og med flere børn med i bilen.
Byrådet besluttede ved budgetforliget 2015 at skabe samkørsel for børn med handicap i forbindelse med, at taxakørslen skulle sættes i udbud.
Det skyldes blandt andet, at området er blevet gjort udbudspligtigt, samt at økonomiaftalen mellem regeringen og KL forudsætter, at der effektiviseres på området.
Nu er udbuddet så gennemført med det resultat, at der er opnået priser svarende til cirka to tredjedele af den taxameterpris, som hidtil har været gældende.
Forbruget til kørsel, som er påkrævet i følge serviceloven, var i 2012 cirka 28 millioner kroner.
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Thomas Medom, siger i en pressemeddelelse:
”Vi har traditionelt brugt rigtig mange penge på en kørsel, hvor hvert barn har haft sin egen taxa, der kunne hente og bringe, når det passede den enkelte familie. Nu tilpasser vi kørslen, så den svarer til den kørsel, vi i dag har på skoleområdet.”