Hvad er historien bag Tidehverv og koblingen til Søren Krarup?
Sognepræst Henning Nielsen er mastermind for en studiekreds i Ebeltoft om de såkaldte kirkelige retninger
En ikke fyldestgørende oversigt over de største kirkelige retninger, der er i folkekirken i dagens Danmark, kunne se således ud:
- Kirkeligt Centrum
- Grundtvigsk Forum
- Indre Mission i Danmark
- Luthersk Mission
- Tidehverv
- Foreningen af Grundtvigske valg- og frimenigheder
Men hvad er historien bag, og hvordan virker de i dag i Folkekirken?
Mange ved, at Grundtvigianismen opstod som et opgør med den etablerede kirke. De grundtvigske delte præsten, digteren og politikeren N.F.S. Grundtvigs (1783-1872) tro på, at man skulle være ”Menneske først og Christen saa”.
Mange ved også, at Indre Mission blev stiftet i 1853, og fra 1861 var præsten Vilhelm Beck (1829-1901) dens karismatiske leder. Vækkelsesbevægelsen, der bl.a. havde rødder i 1700-tallets pietisme, søgte gennem aktiv mission at vække den enkelte til et ”helligt liv” i det daglige uden dans, drikkeri og søndagsarbejde.
Tidehverv er et tidsskrift og et arbejdsfællesskab for teologer inden for folkekirken, men ikke en egentlig organisation. Men hvad er historien bag Tidehverv, som de fleste i dag forbinder med pastor og tidligere politiker Søren Krarup og hans familie?
Sognepræst Henning Nielsen vil give et overblik over de kirkelige retninger og bevægelser inden for Folkekirken ved en studiekreds i Sognegården i Ebeltoft, der afvikles over tre aftener med start onsdag 23. september.