Skolestruktur - hvad svarer politikerne Auning Skoles bestyrelse?
?Der er ikke noget i vejen med ambitionerne på Børne- og Ungeområdet i Norddjurs Kommune.
Det fastslår skolebestyrelsen på Auning Skole i sit høringssvar (partsindlæg) til det oplæg, der ligger til næste års budget fra borgmester Jan Petersen (S).
Til gengæld halter det gevaldigt med at finde midlerne, penge, til at realisere de flotte målsætninger, mener samme skolebestyrelse i høringssvaret, hvor der bliver gået til stålet i formuleringerne og tingene siges uden omsvøb.
“Norddjurs Kommune har problemer med den strukturelle balance i budgettet – så var det måske en idé at kigge på strukturer?” - lyder den klare opfordring til politikerne.
Den er hørt før, og det samme er råbene om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem mål og midler.
Men høringssvaret fra Auning Skoles bestyrelse er trods alt af en sådan karakter, at det kræver et fuldtonet svar fra politisk hold.
Under valgkampen i 2013 forsøgte Venstre sekunderet af Borgerlisten at rejse en debat om skolestrukturen i Norddjurs Kommune, men flertallet afviste at pille ved den grundlæggende idé, at man i modsætning til hovedparten af landets kommuner vil bevare de små fødeskoler (0.-6. klasse) sammen med store overbygningsskoler i vest, midt og øst.
Et stort politisk flertal vil fastholde de nuværende skoledistrikter og bevare skole- og dagpasningsstruktur i Norddjurs kommune, fordi man anser det for at være til gavn for udvikling og bosætning i hele kommunen.
Der er godt nok siden kommunens start blevet pillet ved strukturen flere steder i flere omgange, men ikke grundlæggende.
For Auning Skoles bestyrelse er der ingen tvivl: Klokken er fem minutter i tolv, og derfor skal politikerne have modet til at tage en strukturdebat på skoleområdet nu for at få pengene til at passe.
Skolebestyrelsen råber vagt i gevær i forhold til at nedlægge 10. klasse (vel også strukturdebat?) på Auning Skole på trods af, at søgningen har været stabil de seneste sæsoner. Man ser det som et forsøg på at 'lokke' de unge til 10. klassecentret i Grenaa som oplever faldende efterspørgsel.
En umulig plan ved alle, der dagligt beskæftiger sig med, hvordan mennesker på Djursland orienterer sig.
Politikere - og skolefolk - i alle lejre kan ikke undslå sig for at give deres mening til kende? Overdriver Auning Skoles bestyrelse en kende - eller er tiden kommet til at tage den store strukturdebat, som nabokommunen tog for seks år siden?