Camilla giver drømmen vinger på lørdag
Michael Falch er drømmeleverandøren, når Hornslet-pigen Camilla Rikke Mortensen kommer i fjernsynet lørdag i den bedste sendetid
Camilla Rikke Mortensen i Hornslet er beskedenheden selv. At hun deltager i DanskTOP Talent 2015 og kommer i fjernsynet på DK4 lørdag klokken 21.30 er således noget, andre måtte gøre opmærksom på. Det var da også hendes søster, som tippede Lokalavisen.
”Det er jo lidt pinligt at fortælle om det, hvis jeg nu ikke går videre,” siger Camilla Rikke Mortensen.
Hvilket står i skærende kontrast til, at hun er afhængig af SMS-stemmer for at gå videre til semifinalen i konkurrencen arrangeret af Familie Journal og DK4.
”Jeg har kendt Richard Ragnwald stort set altid, da mine forældre havde en kro, hvor han tit optrådte - og var venner med ham. Det var en mail fra ham som fik mig til at tilmelde mig. Det med dansktop-talent skulle jeg lige tænke over … - men præmissen om, at jeg selv vælger genren, når blot det er på dansk, var OK for mig.”
Camilla Rikke Mortensen deltager med signatursangen 'De Vildeste Fugle' af Michael Falch.
”Jeg har altid været kæmpe fan af Michael Falch … - og vil så gerne møde ham en dag.”
Den ultimative drøm
Den store drøm er en finaleplads i DanskTOP Talent 2015 foran 5.000 mennesker i Jyske Bank Boxen 23. januar med Michael Falchs sang - og den ultimative drøm er at have Michael Falch med på scenen.
Sygdom har fyldt - alt for - meget i Camilla Rikke Mortensens liv. Syv operationer er det blevet til, og for ikke så længe siden måtte hun i forbindelse med den syvende dreje nøglen og lukke sin undertøjs- og lingeriebutik i Hornslet.
”Jeg har sunget altid. Musik gør mig glad og er med til at holde mig oppe.”
Hun går nu på et kursus for at lære at leve med kroniske smerter.
”Jeg synes jo, at mange andre fejler meget mere end mig, og jeg har svært ved at acceptere, at jeg også er syg. Men jeg skal lære at acceptere - og ikke ignorere - det, og musik og sang er faktisk noget af det, der anbefales.”
Vægten på en mikrofon
Camilla Rikke Mortensen har for mange år siden været tilknyttet et pladestudie og udgivet to singler og været med på en jule-CD i 1998. Men en hverdag som nygift og en drøm om børn gjorde, at hun sprang fra - men nu har fundet drømmen frem igen.
Og hovedgevinsten i DanskTOP Talent 2015 er netop en pladekontrakt. Vinder hun ikke, kan det sagtens være, at der dukker en anden drøm op, som også har noget med sang og musik at gøre.
”En mikrofon vejer jo ikke så meget, så det må min krop da for pokker kunne holde til.”