Uden for vores dør er der altid et medmenneske

I den seneste tid har de forskellige medier været præget af debatten om flygtningestrømmene. Alle er vi blevet bombarderet med hjerteskærende billeder af rædselsslagne mennesker på flugt, forhutlede mennesker, og mange af dem med små børn på armen. Alle er vi blevet berørt at billederne af de overfyldte både, og tanken om, at Middelhavet fra at være et smukt solbeskinnet sted, vi forbinder med ferie og afslapning, nu er blevet til en massegrav for flygtninge, rammer os dybt. På søndag skal vi i alle landets kirker høre fortællingen om næstekærlighedsbuddet. Jesus siger her;
”Du skal elske din næste som dig selv. ”
Næstekærlighedsbuddet har altid udfordret os. Det er lettere at elske dem, man er tæt på, dem man har en nær relation til. Ens familie, venner, kolleger, bekendte. Men næstekærlighedsbuddet gælder jo ALLE. Det er også den fremmed, det er dem, vi ikke kender, dem, vi ikke sådan lige synes, vi har noget fællesskab eller lighed med. Derfor er næstekærlighedsbuddet også det bud, vi har sværest ved at leve op til. Det udfordrer os og forpligter os ud over, hvad vi måske kan magte. Buddet stiller os over for en fordring om, at din næstes liv er i din hånd. Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af det andet menneskes liv i vores hænder. I en eller anden grad, større eller mindre, er det op til os om vort medmenneskes liv lykkes eller ej. Det er en alvorlig sag. Det er derfor også en fordring, vi aldrig bliver færdig med, og en fordring, som vi kun kan komme til kort over for, fordi der altid vil være mere, vi kan gøre, for at vores næstes liv kan lykkes. Så fordringen er uopfyldelig.
Men hvad er det konkret, der fordres af os? Jo, det er mange ting, mange forskellige ting. Vi skal hele tiden forsøge at være lydhøre over for vor næstes bøn, - også selvom den er uudtalt. Men for at være konkret, så oplever Europa lige nu den største tilstrømning af flygtninge siden 2. verdenskrig. Vi kan ikke sidde overhørig, at mennesker drukner i Middelhavet, vi kan ikke side overhørig, at mennesker er på flugt. Vi må sammen forsøge at hjælpe disse mennesker. Vil tilstrømningen af så mange mennesker ikke have betydning for os alle? Jo, men fordringen lyder stadig til os. Vi kan ikke blive færdig med fordringen, men vi kan heller ikke løbe fra den. Fordringen lyder til os overalt. Også den mere stille fordring. I den senere tid har der også været meget fokus på ensomhed og især ensomhed blandt unge. Der bør ikke være nogen, der sidder i ensomhedens mørke. Her lyder den stille og uudtalte fordring til os om at bryde denne ensomhed ved at rejse os, opsøge, banke på, invitere ind.
Uden for vores dør er der altid et medmenneske. En næste, der har brug for hjælp, har brug for nærhed, varme, muligheder og håb. Dét er vores næste, og dét menneskes liv er i vore hænder.