Gratis lånebiler til studerende
Studenterhus Aarhus og Fiat har indgået et nyt samarbejde om gratis lånebiler til de universitetsstuderende i Aarhus. Det skal gøre hverdagen lettere og give flere muligheder for gode oplevelser til de danske og internationale studerende.
Det bliver fremover lidt nemmere for de studerende på Aarhus Universitet at besøge forældrene, køre en tur i IKEA, aflægge lokale virksomheder et visit i studiemæssig sammenhæng eller opleve Aarhus og omegn. Fra og med i dag og tre måneder frem står der nemlig fire nye Fiat-biler til rådighed, som de studerende kan låne kvit og frit på dagsbasis eller over en weekend.
De gratis lånebiler er kommet i stand gennem et nyt samarbejde mellem Studenterhus Aarhus og den italienske bilproducent Fiat. For at låne en bil skal man være studerende ved Aarhus Universitet og have et kørekort, der har været gyldigt i mindst ét år. Ellers er det eneste krav, at man afleverer bilen i pæn stand og med fuld tank. De fire biler, der nu kan lånes, er to Fiat 500C, en Fiat 500L og en Fiat Panda.
"Vi er rigtig glade for at indgå i partnerskabet med Fiat og på den måde gøre lidt ekstra for de mange studerende, der kommer hos os. Cyklen og offentlig transport er ofte tilstrækkeligt, når man studerer i Aarhus, men nogle gange kan det være befriende med en bil, hvis man skal købe nye møbler til sin studiebolig, besøge en virksomhed, man skriver speciale for, eller hvis man har lyst til at tage på en lille weekendtur med sine studiekammarater," siger Anne Thorø, direktør hos Studenterhus Aarhus, i en pressemeddelelse.
Konstellationen af Fiat og Studenterhus Aarhus sker som led i den tværeuropæiske kampagne 'Fiat Likes U', der begyndte i Italien for tre år siden.
Her samarbejder Fiat med udvalgte universiteter i Europa om en række projekter inden for områderne mobilitet, studie- og arbejdsliv gennem forskellige tiltag. Fiat Danmark håber, at de studerende vil få glæde af bilerne i både studiemæssig sammenhæng og til brug i fritiden.