Bofællesskab som ramme om mediativ praksis
Store forventninger hos de kommende lejere i Bofællesskab Baunehøj på en smuk, kommunal udsigtsgrund i Baunehøjparken i Rønde
Det emmede af store forventninger hos hovedparten af de fremmødte, da Boligforeningen DjursBo i sidste uge uge inviterede til Grundstensnedlæggelse i det nye familiebofællesskab med 18 almene boliger med tilhørende fælleshus i Baunehøjparken (4-20) i Rønde.
Bofællesskab Baunehøj har en særlig forhistorie, som går fire år tilbage.
Her blev idéen om et bofællesskab som rammen om en meditativ praksis født af en lille gruppe mennesker, der havde et fælles ønske om at skabe et meditativt fællesskab, der fortrinsvis har sit grundlag i en kristen tradition.
Siden da har gruppen arbejdet hårdt på at finde det rigtige sted, og valget faldt på Baunehøjparken i Rønde, hvor Syddjurs Kommune havde en smukt og højtbeliggende grund til salg med en, uden at overdrive, fantastisk udsigt til natur, vand og skov.
DjursBo ind over
For at få en økonomisk realisme ind i planerne, valgte gruppen at indgå i et samarbejde med Boligforeningen DjursBo om bygning af 18 lejeboliger på grunden. Byggeriet startede i efteråret 2014 og er nu så langt fremme, at de første lejere kan flytte ind i deres boliger til efteråret.
De kommende lejere kommer fra alle egne af landet, en rejser sågar fra Norge til Danmark, fordi hun et stykke tid har ledt efter et fællesskab, som det Baunehøj kan tilbyde.
"Alle boliger er lejet ud, og der har været stor interesse," fortæller Bjarne Haubo Christensen, direktør i Boligforeningen DjursBo.
Rønde er perfekt
Flere af de kommende lejere, som Lokalavisens udsendte talte med ved grundstensnedlæggelsen, gav udtryk for, at Rønde er det perfekte sted til at etablere et bofællesskab af denne karakter, fordi Syddjurs Kommune viste oprigtig interesse for idéen, og det samme med DjursBo, men også, fordi Rønde kan tilbyde naturoplevelser og som uddannelses- og højskoleby og hjemsted for Kulturhotellet rummer mulighed for kulturoplevelser og sociale ditto, som det pågældende segment, der flytter ind i boligerne på Baunehøj, generelt efterspørger.
Nærheden til Aarhus tæller også, gav flere udtryk for.
Fælleshuset er det centrale
I fælleshuset bliver det centrale rum et stort meditationsrum. Desuden er der et rum med plads til fællesspisning og forskellige sociale aktiviteter. Fælleshuset har køkken, bryggers og depotrum. De 18 boliger er i to størrelser: 16 3-rumsboliger, der opføres med et boliggennemsnit på 91,4 m2 plus to 4-rumsboliger, der opføres med et boliggennemsnit på 115 m2.
Der er ikke tale om et decideret seniorfællesskab. Børnefamilier er også velkomne. Blot er det et krav, at den ene af de voksne er fyldt 40 år på lejetidspunktet.
Almene boliger bliver opført med offentlig støtte i form af ydelsesstøtte fra staten som indskud til landsbyggefonden (kommunal grundkapital), ligesom kommunen garanterer for låneoptagelsen, cirka 9 mio. kroner. Derfor var det borgmester Claus Wistoft, der forestod grundstensnedlæggelsen.