Motionsbanko i Grenaa gader støtter godt formål
Grenaa Bibliotek fejrer Kulturnatten 9. oktober sammen med mange andre aktører
Grenaa Bibliotek deltager igen i år i Kulturnatten på Djursland. Lokale kræfter har arbejdet for at skabe en Kulturnat i Grenaa by. Det betyder blandt andet at byens butikker holder åbent og at kulturinstitutioner, foreninger, sportsklubber og meget mere samles i Grenaa by, og er med til at skabe rammen om en festlig kulturaften fredag den 9. oktober.
Grenaa Bibliotek flytter for en aften ind hos Turistkontoret på Torvet i Grenaa.
Her vil der fra kl. 16.00 være bogsalg, med masser af titler til gode priser.
Mød skilte med banknumre på
Derudover samarbejder Grenaa Bibliotek med Shop i City om en velgørende begivenhed.
Der bliver nemlig afholdt motionsbanko i byens gader fra fredag den 9. oktober kl. 16 og hele efterårsferien. Motionsbanko går ud på, at man køber en bankoplade til 10 kr. og så får man udleveret et kort, som man følger rundt i byen. Undervejs støder man på skilte med bankonumre på. Er pladen fuld, får man en præmie. Præmierne er sponsoreret af Pavillonen, Museum Østjylland og Shop i City. Alle penge der bliver indsamlet ved salg af bankoplader, går til at give børnene på asylskolen i Norddjurs Kommune en oplevelse.
På Kulturnatten foregår salg af bankoplader fra Turistkontoret fra kl. 16.00-22.00. Resten af efterårsferien foregår salget på Grenaa Bibliotek i de betjente åbningstider.