Rigtige mænd kvitter smøgerne i Syddjurs
Syddjurs Kommune og Kræftens Bekæmpelse vil slukke alle smøger i Syddjurs
Antallet af rygere er dalet over de seneste år på landsplan, men i Syddjurs er det stadig hver femte over 18 år der ryger. Samtidig viser undersøgelser, at langt de fleste rygere gerne vil kvitte smøgerne, og nu er der hjælp at hente i Syddjurs Kommune.
Sundhedsafdelingen i Syddjurs Kommune starter i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse en ny holdkonkurrence – Syddjurs kvitter smøgerne – hvor sigtet er at blive røgfri i løbet af konkurrencens otte uger fra midten af september til midten af november.
Startskud: Mørke Skole
Holdkonkurrencen skydes i gang ved en introaften onsdag 16. september på Mørke Skole, hvor man både kan høre mere om konkurrencen og også tilmelde sig.
Her kan man blandt andet møde Søren Holm fra DR serien ”Rigtige mænd”, som vil holde et oplæg om motivation til at ændre vaner, hvad det har betydet for ham at ændre vaner og det at have succes med at nå mål i fællesskaber.
Stop Smoking aftener
Herefter følger caféaftener de følgende otte onsdage, hvor deltagerne både kan finde inspiration fra oplægsholdere og opbakning fra rygestoprådgivere og de andre deltagere.
“Til caféaftenerne kan man blandt andet møde psykolog Merete Mærsk fra Kræftens bekæmpelse, lokale eksrygere, kost- og motionsvejledere der kan give råd og vejledning i forhold til vægt, kost og motion i forbindelse med rygestop,” fortæller Marianne Ahrenkiel Søgaard, Sundhedskonsulent ved Syddjurs Kommune.
For både bløde og hårde
Desuden vil der være lodtrækningspræmier hver uge sponsoreret af lokale butikker og sidste aften en flot præmie til de samlede vindere, som er det hold, der har flest røgfri deltagere efter otte uger.
”Syddjurs kvitter smøgerne er for alle rygere, både dem der ryger 10 og 60 cigaretter om dagen. Vi håber at skabe et fællesskab om projektet, som kan være med til at hjælpe deltagerne til at droppe cigaretterne”, siger Ellis Jakobsen, rygestoprådgiver i Syddjurs Kommune.