Fortsæt til indhold

”Vi har ramt et hul”

Samfund
Erling Baastrup

Lørdag 26. september er Thorsø Rideklub vært for noget så specielt som et pony-dressurstævne, hvor der kun er adgang for ridesportens mindste og mindre øvede ryttere.
Over 60 børn fra ikke mindre end 19 rideklubber i det midt- og østjyske er tilmeldt. Og med omkring 90 starter skal langt størstedelen af deltagerne ride to opvisningsprogrammer i løbet af stævnedagen.
Da Thorsø Rideklub afholdte stævne i august, var en af konkurrencerne forsøgsvis forbeholdt netop de allermindste. Dengang deltog cirka 30 ponyryttere under 10 år fra både Thorsø og naboklubberne.
”Det var en stor succes. Og vi kunne se, vi havde ramt et hul – et udækket behov,” fortæller Else Brandt fra Stævneudvalget i Thorsø Rideklub.
”Normalt kan man ride ponykonkurrencer fra man er cirka 6-16 år, og det er ikke altid lige retfærdigt for de yngste og mindst rutinerede ryttere. Men i et stævne som dette med skærpet aldersbegrænsning kan de små ryttere netop ride mod ligesindede på samme alder,” forklarer Else Brandt og oplyser, at nogle af konkurrencerne eksempelvis er for ryttere fra 2005 eller yngre.
”Vi havde et ønske om, at klubbens nybegyndere kunne indføres i konkurrenceridning på en god og tryg måde. Og det var der åbenbart også stor efterspørgsel på fra andre klubber,” lyder det med et smil fra Else Brandt, der glæder sig over den meget store opbakning.

Lidt bonus-info

*Thorsø Rideklub blev stiftet i 1993.
*Klubben tæller blandt andet 65 juniorryttere.
* En pony er en hest, som har et stangmål på maksimalt 148 cm uden sko.
*En hest har et stangmål på over 148 cm.