Fortsæt til indhold

Fire spørgsmål til borgmesteren

Borgmester Jan Petersen om sin holdning vindmøller

Samfund
Anette Bonde

Borgmester Jan Petersen er fortaler for, at Norddjurs Kommune skal opsætte de høje vindmøller på 149-150 meter. Også på trods af den bekymring og modstand, planerne vækker hos borgerne i de planlagte mølle-områder. Lokalavisen har bedt ham uddybe sin holdning:


Hvorfor gør Norddjurs Kommune ikke som Randers, nemlig lægger vindmøllerne i en afstand af syv gange møllens højde fra beboelse?

"Vi er bundet af loven, som siger at der skal være fire gange møllehøjden til nærmeste bebyggelse og vi kan derfor ikke bare vælge at skærpe afstandskravene. Såfremt man vil skærpe afstandskravene, skal der kunne argumenteres ud fra landskabshensyn og der kan ikke fastsættes en generel udvidelse af afstandskravene."


Ifølge mine kilder har 28 kommuner indtil nu sagt nej til vindmøller af forskellige årsager. For eksempel har Vejen kommune stoppet med planerne, fordi kommunen ad andre veje kan nedbringe CO2-udslippet, blandt andet ved biogas og solceller. Kommunens borgmester Egon Fræhr siger, at der også nationalt er ved at findes alternativer til vindmøller i forhold til 2020-planen. Kan man ikke tilsvarende finde andre løsninger i Norddjurs kommune?

"Alle kommuner er forpligtet til at planlægge vindmøller, og i Norddjurs har vi i kraft af vores geografi og bebyggelse gode muligheder for at planlægge og opstille. Vi arbejder med alle vedvarende og fornybare energikilder, det vil sige både biogas, vind, sol og bio-brænsel.
At vi og iøvrigt det øvrige Danmark kan finde tilstrækkeligt med alternativer til vindmøller, er nok ikke inden for rækkevidde og den landsdækkende energiplanlægning og dermed også miljø- og forsyningsmæssige bæredygtighed er et landspolitisk spørgsmål.
Afvikling af fossile energikilder tror jeg personligt vil kræve en fortsat udbygning af vindmøllestrøm. Med Norddjurs Kommunes samlede energipotentiale, vil vi i fremtiden sikkert være nettoproducenter af energi i Danmark og fire møller i Søby kan producere strøm til mere end 10000 parcelhuse i Norddjurs, hvilket svarer til halvdelen af husene på Djursland. De fire vindmøller erstatter de syv nuværende.
Jeg er ikke enig med Egon Fræhr i at der er tilstrækkeligt med alternativ energi, der kan erstatte vindmølleenergi i Danmark. Udover en betragtelig eksport til udlandet, har vi også fat i en energikilde, der fører os hurtigere frem mod mindre og mindre brug af fossil energi og dermed også nødvendige svar på de stigende klimaproblemer."


I hvor høj grad er vindmølleplanerne i Norddjurs Kommune en del af erhvervsstrategien, og i hvor høj grad er de en del af miljøkravene?

"En undersøgelse viser, at minimum 450 arbejdspladser på fuld tid i vores virksomheder er relateret til vindmølleindustrien, så på den måde er der en erhvervsstrategisk interesse for Norddjurs i udbygning af vindmøller, udover det generelle medansvar vi har for den danske energiforsyning i fremtiden. Disse virksomheder hører også til blandt dem, der har stigende beskæftigelse. Erhvervsstrategien satser generelt på, at vi skal hente væksten i arbejdspladser og beskæftigelse i energi og miljøsektoren, og der fylder vindmøller en betydelig rolle."


Er der forståelse hos politikerne for de bekymringer, borgerne har med hensyn til sundhedsrisiko?
"
Selvfølgelig. Fagligt må vi læne os op ad de sundhedsmæssige vurderinger, som sundhedsstyrelsen udstikker og iøvrigt sikre os, at de statslige miljømyndigheders retningslinier overholdes. Det er naturligt, at der i en demokratisk debat også indgår kritik af de statslige myndigheder, men generelt kan vi som kommune ikke anlægge andre sundhedsmæssige vurderinger end de statslige myndigheder. Sundhedstyrelsen mener, at der ikke er evidens, det vil sige forskningsmæssig bevis for, at der er sundhedsfare forbundet med vindmøller."

Læs også: Vindmølleplaner: Så er der også alarm i Ålsrode