Fortsæt til indhold

Børnebyer afgørende for balancen i Norddjurs

Jan Petersen advarer mod at smadre den decentrale skolestruktur

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Der er ikke råd til den nuværende skolestruktur. Den er mindst 4-5 skoler for stor og er skyld i, at vi udsulter skolerne økonomisk.

I sidste ende går det ud over børnene, som vi tager som gidsler.

Nogenlunde sådan lød det fra tidligere Rougsø og Norddjurs borgmester Torben Jensens mund i den seneste udgave af Lokalavisen.
Læs også: Skolestruktur: 4-5 skoler for mange i Norddjurs
Læs også: Kommentar: Har den tidligere borgmester en pointe?
“Jeg kender udmærket Torben Jensens synspunkter, og jer er fortsat ikke enig,” siger borgmester Jan Petersen (S).

Jan Petersen og Socialdemokratiet har hidtil forsvaret den nuværende decentrale skole- og institutionsstruktur med børnebyerne som centrum med næb og kløer.

“Som borgmester har jeg ansvaret for hele kommunen, og jeg vil ikke bare være med til at sende et tæskehold ud for at lukke 4-5 skoler,” understreger borgmesteren.

“Det seneste Folketingsvalg lærte os alle sammen, hvad der sker, når borgere føler, at centraliseringen går for vidt,” påpeger han.

Den bedste skole

Borgmesteren erkender, at 11 folkeskoler har sin pris og skal holdes op mod, at børn og unge får den bedst mulige skolegang og det bedst mulige udbytte af undervisningen.

“Jeg er selvfølgelig ligesom Torben Jensen interesseret i, at børnene får det bedst mulige udbytte af undervisningen. Derfor er jeg glad for, at der blandt parterne i budgetforliget er enighed om, at vi skal have gennemlyst hele skoleområdet, så vi får et nyt grundlag til at kigge på vores samlede skolevæsen,” siger Jan Petersen. Et arbejde, der skal udgå fra direktionssekretariatet, og som Jan Petersen håber kan være afsluttet, så det bliver et tema i valgkampen forud for næste kommunalvalg i 2017.

Tænke os godt om

Om det så betyder, at han til den tid vil gå med til at lukke skoler, fordi prognoserne fortsat peger på faldende børnetal, vil han ikke sige noget om nu og her, men til gengæld vil han gerne advare mod snuptagsløsninger.

“Vores mindste skole er vel Toubroskolen ved Trustrup, men den ligger jo tæt på den kommende letbane, som vi har investeret mange penge i håb om, at det kan give øget bosætning,” siger Jan Petersen.

“Lukker vi Toubroskolen, kan vi godt opgive alt snak om bosætning i dette område, og dermed falder vores satsning på letbaneprojektet helt til jorden. For mig et godt eksempel på, at vi skal bruge fornuften og ikke automatisk tro på, at skolelukninger vil løse alle vores fremtidige udfordringer.”