Tricktyv tidlig ude med salg af julekort
Ung mand stjal et kontantbeløb i mønter hos 96-årig kvinde på Birkevej
Ældre borgere skal være på vagt, hvis de bliver tilbudt at købe julekort af en ung mand.
For godt nok er der ikke mere end tre lige netop tre måneder til juleaften, men en ung mand havde ikke ærlige hensigter, da han onsdag kl. 10.00 ringede på hos en 96-årig kvinde på Birkevej for at sælge julekort. Ifølge politiet ffremviste manden en håndfuld kort, og det fik den gamle kvinde til at gå ind efter nogle mønter.
Men manden fulgte efter kvinden og så sit snit til at stjæle et kontant beløb i mønter, som kvinden opbevarede i sit soveværelse.
Derefter forlod manden stedet.
Ung mand i noget der ligner arbejdstøj
Manden beskrives som udenlandsk af udseende, 17-18 år gammel og ca. 170 cm høj. Han var almindelig af bygning, havde lyst hår og var kortklippet. Han talte dansk med accent, og var iført blåt tøj, som lignede arbejdstøj.
Udenfor ventede en ung kvinde. Kvinden var iført en lang hvid skjorte.
Har man oplysninger om tricktyveriet, bedes man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.