Fortsæt til indhold

Formand og kasserer tager et år mere i FU

Ingen kandidater stod på spring til at overtage ledelsen af TRIF’s forretningsudvalg på ekstraordinær generalforsamling

Samfund
Af Martin Schultz

Der stod ingen nye kandidater klar til at overtage sæderne efter hovedformand Søren K. Lauridsen og hovedkasserer Leo Konradsen, da der onsdag aften var indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Pyramiden i Rønde Idrætscenter med valg af forretningsudvalgsmedlemmer på dagsordenen.
Søren K. Lauridsen og Leo Konradsen havde ellers allerede i foråret meldt ud, at de ikke ønskede genvalg til deres poster på den ordinære generalforsamling i september.

Alternativet en nedlæggelse af hovedforeningen

Da der ikke var udsigt til at få de to poster besat, indvilgede de to hovedpersoner at tage et år mere som hovedformand og hovedkasserer.
Alternativet ville have været at nedlægge hovedforeningen i TRIF, således at de ni afdelinger så skulle køre videre som selvstændige enheder.
”Vi ønskede ikke at se hovedforeningen nedlagt, og derfor er vi villige til at tage et år mere på vores poster,” siger Søren K. Lauridsen, som har været hovedformand i TRIF i fire år.
Leo Konradsen har været hovedkasserer gennem 20 år og før det været leder i TRIF's håndboldafdeling.

Fortsætter på tre betingelser

Søren K. Lauridsen og Leo Konradsen tilkendegav dog, at de kun fortsætter det ekstra år på tre betingelser.
For det første skal TRIF's udvikling, især med henblik på kontingentopbygning, tages op på det forestående Strategisk Forum med ledere fra alle TRIF's nu afdelinger.
For det andet ønsker FU en øget støtte fra de enkelte afdelingers aktivitetsudvalg om nye udviklingsaktiviteter.
Og for det tredje skal senest 1. marts 2016 være udpeget kandidater til posterne som formand og kasserer, således at de kan komme i lære i det nuværende FU.
TRIF's FU fortsætter derfor et år mere med Søren K. Lauridsen som formand, Arne Tophøj som næstformand, og Leo Konradsen som hovedkasserer.