"Tillykke til Hornslet med oprykningen"
Aadalens cheftræner Jan Espensen erkender, at Hornslet er en klasse bedre end de øvrige hold i Serie 3 efter lørdagens lokalopgør på Lime Stadion
Ingen af de øvrige hold i Serie 3 ser ud til at kunne true Hornslet for alvor.
Heller ikke lokalrivalerne Aadalen IF, der ellers bed godt fra sig, da de to hold mødtes lørdag foran 200 tilskuere på Lime Stadion.
Gæsterne havde dog et gear mere at give af og vandt opgøret med 3-1 (0-0).
"Vores målmand Dennis Rytter var stærkt spillende i hele kampen og præsterede flere store redninger, men jeg var også overrasket over, at vi kom til mange gode muligheder i løbet af kampen," siger Aadalens cheftræner Jan Espensen, der havde sat unge Mathias Tolborg til at mandsopdække gæsternes strateg Jeppe Horsdal.
Aadalen måtte undvære krumtappen Kaare Brøgger Sørensen, der blev testet før kampstart, men ikke følte sig klar til at spille mod sin gamle klub. Heller ikke Steffen Viftrup var med (arbejde), ligesom trænersønnen Mads Klinke Espensen måtte forlade valen efter 25 minutters spil med en skade.
Fortjent sejr
Efter en målløs første halvleg kom der anderledes gang i sagerne i den sidste halve time.
Hornslets lynhurtige Jesper Prang Josiassen kom ikke overraskende først på tavlen, da han passerede Dennis Rytter i det 64. minut, men allerede minuttet senere steg Aadalens topscorer Kasper "Lozz" Jensen højt til vejrs i Hornslets felt og pandede udligningen ind.
Det var dog en stakket frist, for allerede i det 70. minut gjorde Daniel Byriel det til 2-1 for gæsterne, og Alexander Weldingh lukkede opgøret i kampens sidste fase, hvor Hornslet også blev ramt af kampens eneste gule kort, der tilfaldt Jacob Krebs Ulrich.
"Efter en hektisk indledning, hvor vi var under belejring de første 8-10 minutter, fik vi styr på kampen, og vi vandt en yderst fortjent sejr over et som altid godt kæmpende hold fra Aadalen," siger Hornslets cheftræner Peter Møller Thomsen, der fuldt ud anerkender, at sæsonmålet, oprykning til Serie 2, er klart inden for rækkevidde med en afstand til nummer 2, Houlbjerg/Laurbjerg IF, på hele seks point med seks turneringsrunder igen.
"Tillykke til Hornslet med oprykningen, de er klart rækkens bedste hold, og jeg har svært ved at se, hvem der skal kunne true dem," roser Aadalens Jan Espensen.
Nu skal der point på kontoen
Ligger Hornslet lunt i svinget, gør Aadalen det modsatte.
Holdet indtager efter otte turneringsrunder næstsidstepladsen med syv point.
"Næste gang møder vi bundholdet SIF Assentoft/Hørning, og her tæller kun en sejr," fastslår Jan Espensen.
"Der skal point på kontoen i de næste kampe, så vi kommer lunt i land."
Jan Espensen og spillerne kårede efter lokalopgøret målmand Dennis Rytter til 'man-of-the-match' og unge Mathias Tolborg til dagens 'fighter'.
Aadalens cheftræner havde store roser til dommertrioen, der kom fra den anden side af Grænsen.
"Tre tyske dommere på udveksling, der dømte lokalopgøret helt uden problemer. De gjorde det perfekt," siger Jan Espensen.
Fortsætter et år mere
I Hornslet er man allerede så langt fremme i planlægningen, at man er blevet enige med cheftræner Peter Møller Thomsen om en ny kontrakt, der gælder hele 2016 med.
"Klubben har lagt en klar strategi, og den bliver fulgt," siger en tilfreds cheftræner, der kan glæde sig over 18-19 mand til træning hver gang.
"Flere tidligere spillere er begyndt at vende tilbage, og målet er at få et andethold i Serie 5 snarest, så afstanden til førsteholdet ikke bliver for stor," siger Peter Møller Thomsen.
Hornslet møder i næste spillerunde Vorup FB, der lørdag gæster Hornslet Stadion fra klokken 13.30 og et par timer frem.