Fortsæt til indhold

Cykelfolk skriver til fonde om hjælp

SOS-cykelsti fortsætter jagten på at rejse kapital til etablering af sti mellem Solbjerg og Malling

Samfund
Erland Rasmussen

Folkene bag SOS-cykelsti kæmper fortsat en brav kamp for at rejse penge til en cykelsti mellem Solbjerg og Malling.
Borgergruppen håber således, at Aarhus Kommune nemmere vil kunne finde nogle penge til stiforbindelsen, hvis borgerne selv kan rejse en del af midlerne.
Tidligere er der rejst penge via salg af folkeaktier og sponsorater. Men nu prøver SOS-cykelsti også fondsvejen.
“Vi er ved at lægge sidste hånd på en ansøgning til A.P. Møllers Fond,” oplyser talskvinde Kirsten Louise Laursen fra SOS-cykelsti.
Dertil kommer, at cykelsti-folkene også vil i dialog med Aarhus Kommune, om frivilliges arbejde på en eventuel cykelsti vil kunne indregnes som en del af egenkapitalen.
Endelig er SOS-stien med i en fællesansøgning til Statens Cykelpulje om tilskud omfattende en række stiforbindelser i Aarhus Kommune, oplyser rådmand Kristian Würtz (S) fra teknik og miljø.