Fortsæt til indhold

Hornslet IF måtte bøje sig i sæsonpremiere

Hornslet IF’s divisionsdamer fulgte godt med, men endte med at blive løbet over ende af Hasle KFUM i nederlag på 30-19

Samfund
Af Martin Schultz

Hornslet IF's divisionsdamer fik en hård start på den nye sæson, da Hasle KFUM kom på besøg i Hornslet Hallerne tirsdag aften til efterårets første kamp.
Og kampen blev nøjagtig som træner Max Christensen skrev i sin optakt ”lige på og hård”, for århusianerne viste sig både boldsikre og bevægelige og slog til, da koncentrationen begyndte at svigte hos hjemmeholdet et stykke tid ind i 2. halvleg.
”Hasle KFUM er et af de hold, der uden tvivl vil spille med om de øverste placeringer,” siger Max Christensen, som på grund af skader ikke kunne stille med det stærkeste hold og manglede flere spillere i sin startopstilling.
Ude i premierekampen var den ene af holdets to nye målmænd Maria Pape, venstreback Simone Handberg, playmaker Therese Due og venstrefløj Julie Svendsen.
Med var til gengæld to nye markspillere, hvor især bagspilleren Maja Hentze Andersen med en fortid i Brabrand og AGF satte godt med fart i spillet.
Også holdets nye målmand Amalie Aagaard fik en fin debut og spillede hele kampen på nær de sidste minutter, hvor veteranen Karin ”Goofy” Rasmussen, som er med igen i Maria Papes fravær, fik lidt spilletid.

Mange kontraløb knækker Hornslet IF

De to hold fulgtes pænt ad gennem første halvleg, men hele tiden med gæsterne fra Hasle KFUM i front med et par mål.
Ved halvlegen stod det 12-10 til gæsterne, så med lidt justeringer kunne Hornslet IF kæmpe sig op på niveau igen.
Hjemmeholdet kom da også ud fra pausen med optimismen i behold og nåede at hale godt ind på modstanderen, da stillingen ti minutter ind i 2. halvleg var reduceret til et enkelt mål ved stillingen 15-14 til Hasle KFUM.
Men i stedet for at komme på niveau med modstanderen, så strammede Hasle-spillerne grebet og bragte sig med nogle hurtige kontra-angreb foran igen, således at stillingen efter godt 12 minutter var 20-15 til gæsterne.
Hornslet IF kiksede flere af sine indspil og også tekniske fejl gav Haslespillerne mange kontraløb, så gæsterne stille og roligt kunne udbygge deres føring til slutresultatet 30-19.

Hornslet IF blev straffet for egne fejl

Træner Max Christensen var tilfreds med sit holds spil i de første godt 45 minutter, men var træt af det sidste kvarter, hvor Hasle KFUM nærmest løb fra hjemmeholdet.
”De første 45 minutter var fine, men vi bliver straffet for de fejl vi laver. Vi brænder for mange chancer, har for mange stolpeskud, og vi skyder ikke deres målmænd rigtigt, især i 2. halvleg.”
”Vi tabte til et godt hold, men jeg synes, at nederlagte var for stort,” siger Max Christensen.
Næste kamp for Hornslet IF's divisionsdamer er mod Viby IF i Vibyhallen næste tirsdag kl. 20.15.