Konference om tang for femte gang
Virksomheder, forskere og myndigheder mødes i Grenaa
AlgeCenter Danmark åbnede sit forsøgsanlæg på havnen i Grenaa i 2011, og siden da har en international konference om dyrkning og anvendelse af tang været en årligt tilbagevendende begivenhed. Hvert år mødes 70-100 tanginteresserede fra små og store virksomheder, vidensinstitutioner og myndigheder for at dele viden om, hvordan man bedst dyrker og anvender tang til en række forskellige formål.
I år deltager en lang række virksomheder og forskere fra blandt andet de nordiske lande, Skotland, Holland, Belgien, Portugal og Estland sammen med virksomheder, forskere og myndigheder fra Danmark ved Nordic Seaweed Conference. Det er i dagene 8. og 8. oktober, og der er fokus på forskning og erhvervsudvikling.
Fokus på tang i Østjylland
Siden AlgeCenter Danmark, som er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Teknologisk Institut og Kattegatcentret i Grenaa, startede for fem år siden, er der kommet gang i flere erhvervsinitiativer, hvor tang bruges som en bæredygtig ressource fra havet. I Ebeltoft dyrkes tang i Havhaven Ebeltoft Vig, i Aarhus eksperimenteres der med tang i glaskunst og i Grenaa omdannes tang til blandt andet pesto, sennep og snaps hos den prisvindende virksomhed Nordisk Tang.
Nordisk Tang
Nordisk Tang er blandt de virksomheder, som nyder godt af, at der er stor viden om tang samlet i Østjylland, og virksomheden finder både viden og inspiration på den årlige konference i Grenaa. Bjarne Ottesen, der er ansvarlig for udvikling og innovation hos Nordisk Tang, fortæller, at Nordisk Tang via konferencen desuden har fået en række kontakter, blandt andet til Ocean Rainforest på Færøerne, som leverer sukkertang og fingertang.
Nordisk Tang, som blev etableret i 2014, er især kendt for sin tangpesto, og en innovationspris i foråret 2015 satte skub i afsætningen og også eksporten af tangprodukter. Lande som Tyskland, Sverige, Italien, Kina og USA efterspørger nu produkterne, som også tæller for eksempel mel med tang.
Tang er i tråd med nordisk trend
Spørger man Bjarne Ottesen om grunden til den store interesse, forklarer han at tang er i tråd med den nordiske trend med stenaldermad og oprindelige råvarer.
"Og så bliver folk også positivt overraskede over smagen. Vi har puttet tangen ind i økologiske landbrugsprodukter, men vi oplever også, at folk nu efterspørger ren tang.”
Nordisk Tang håber, at der i samarbejde med AlgeCenter Danmark kan etableres et anlæg til lokal dyrkning af tang i farvandet ud for Djursland, så de fortsat kan putte lokal tang i produkterne, også når produktionen vokser yderligere.
Sammen med andre unge virksomheder fortæller Nordisk Tang om deres spændende udvikling på Nordic Seaweed Conference i Grenaa.