Fortsæt til indhold

Borgmester afviser øst-vest konflikt

Jan Petersen (S) synes ikke det pynter på budgetdebatten at spille geografikortet ud

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Det har vakt harme i den vestlige del af kommunen, at et budgetflertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og løsgænger Helle Plougmann - men ikke Enhedslisten, som Lokalavisen ellers skrev på forsideflappen i sidste uges avis - har besluttet at lukke 10. klasse på Auning Skole fra næste skoleår.

Jens Meilvang fortæller, at Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs har sat foreløbigt punktum, da ejeren ikke vil sælge grunden. Arkivfoto.

Løftebrud

Liberal Alliance anført af Jens Meilvang har protesteret ret så kraftigt, og senest har Meilvang gjort det klart på sin facebook-platform: “ Vi er modstandere af lukning, fordi vi mener, det er et skridt i den forkerte retning. Vi mener, det svækker hele den vestlige del af Norddjurs, vi mener der bliver alt for lang transport for vores unge. Vi mener, det er et løftebrud fra alle de politikere, der gik til valg på ikke at ændre i skolestrukturen i denne valgperiode. “

Og videre: “Selv samme politikere stemmer nu for at tilføre Kattegatcentret i Grenaa over 40 mio de næste 4 år, samtidig med at de kalder os økonomisk uansvarlige for ikke at ville være med til at lukke 10. klasse i Auning - og derudover lave mange andre besparelser i kernevelfærden.”

Det geografiske kort

Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) kender godt Liberal Alliances synspunkter fra budgetforhandlingerne, men han køber dem ikke.

“Jeg er meget optaget af, at vi har en Norddjurs Kommune i balance, men denne gang har vi oplevet, at flere partier, især Liberal Alliance, har spillet det geografiske kort, og det synes jeg ikke har været kønt,” siger Jan Petersen.

- Men hvorfor er det en offentlig opgave at holde hånden under Kattegatcentret, når for eksempel Skandinavisk Dyrepark i Syddjurs må klare sig på rene markedsvilkår?


“Nu ligger Skandinavisk Dyrepark i Syddjurs Kommune, så det kan jeg ikke svare for, men jeg mener rent faktisk, at der er gode økonomiske argumenter for at holde hånden under Kattegatcentret, som du kalder det,” siger borgmesteren.

“Det besøges vel af 120-130.000 mennesker årligt, og tænk lige en gang, hvad det har af betydning for hoteller, kroer og campingpladser. Jeg mener helt klart, at vi vinder mere end vi taber ved at hjælpe Kattegatcentret, også en campingplads i Auning, hvis jeg nu skal udtrykke mig klart.”
Jan Petersen minder om, at Norddjurs Kommune også er involveret økonomisk i muséerne på Gammel Estrup i vest.

“Her har man en lidt anden ejermæssig konstruktion, det ved jeg godt, men det korte af det lange er, at alle muséer i Danmark ville lukke, hvis den offentlige støtte blev taget fra dem, og det tror jeg ikke er i ret manges interesse,” siger Jan Petersen.
“Institutioner som Kattegatcentret og muséerne på Gammel Estrup er til glæde for hele Djursland, som Fregatten Jylland og Djurs Sommerland er det. Jeg køber ikke præmissen om, at vi kan spille geografikortet. Det er ikke kønt, og det holder ikke.”