Fortsæt til indhold

En uge ud over det sædvanlige på Vestre Skole

På Vestre Skole har ugen stået i det naturvidenskabelige tegn, men hvad kom der ud af det?

Samfund
Af Margrete Kahr Jensen 9.a. og Josefine Libergren Kjelgaard 9.a.

I uge 39 har Vestre Skole i Grenaa haft emneuge for hele skolen, 0. – 9. klasse. Det overordnede emne var naturfag, hvilket man har valgt, fordi det er vigtigt, at vi i Danmark bliver bedre til naturfag.
Emnet er også blevet valgt i håb om, at flere børn og unge vil få interesse for naturvidenskab i fremtiden.
Hvad lavede vi i emneugen?
Emneugen varede fra mandag d. 21. september til fredag d. 25. september. Alle skolens elever var blevet delt ud på hold.
Der var f.eks. et hold om vulkaner og sten, konstruktioner, vand, foto og medie, genbrug, mad, skoven, kroppen og meget mere.
Holdene bestod af elever fra 0. – 9. klasse. Om fredagen blev emneugen sluttet af med en messe, hvor alle værksteder viste deres produkter og resultater frem.
Onsdag d. 23. september kom der elever fra gymnasiet og viste Vestre Skoles elever et kemishow med vilde forsøg. Alle eleverne syntes, det var vildt spændende, og jublen ville ingen ende tage.
Ugen styrker fællesskabet
I emneugen blev der sat meget fokus på trivsel og fællesskab. De store elever hentede de små børn om morgenen, så de små børn kom godt og sikkert ud på holdene.
Når eleverne arbejdede, var det også vigtigt at grupperne bestod af en elev fra indskolingen, en fra mellemtrinnet og en fra udskolingen.
På den måde lærte eleverne hinanden at kende på tværs af årgangene. En emneuge som denne er også med til at styrke skolens
Værdier: respekt, omsorg og ansvar
Emneugen var en succes både for lærere og elever.
”Jeg kan godt lide at have emneuge, fordi der er mange søde store elever. De er nemlig ikke onde mod mig, og de hjælper os alle,” fortæller Gabriella fra 4.c.
Bastian fra 1.c synes, at det er sjovt, at han kan få lov til at lave vulkaner og arbejde sammen med dem, som er større end ham.
”Jeg synes, en emneuge er rigtig vigtig for fællesskabsfølelsen på en skole, og det er dejligt at se, når en ældre elev hjælper en yngre elev. I en emneuge lærer de ældste elever en helt masse af de yngre elever og omvendt, udover alt det de lærer fagligt. Når man kommer forbi de forskellige værksteder, er der alle steder positiv og energisk stemning,” siger Poul Kok Sørensen.
På skolen håber man på at den gode fællesskabsfølelse varer ved efter emneugen, og at emneugen også har styrket skolens individer.
Det har været en uge ud over det sædvanlige.