Tyve gik efter kendt design ved indbrud
Flere designerstole og B&O højttalere stjålet ved indbrud i privat bolig på Birkesigvej
Der blev stjålet møbler og indretningsartikler af kendte designmærker, da der torsdag henover dagen var indbrud i en privat bolig på Birkesigvej uden for Rosmus.
Mellem kl. 08.00 og kl. 19.45 blev et vindue opbrudt til boligen, hvorefter der blev stjålet tre Arne Jacobsen 7'er stole uden armlæn i brunt kernelæder og en Arne Jacobsen 7'er stol i brunt kernelæder med armlæn.
Desuden blev der stjålet to sølvfarvede væg højtalere mrk. B&O, en VIPP skraldespand, en Nespresso kaffemaskine med mælkeskummer, en musselmalet skål mrk. Royal Copenhagen, en lysestage mrk. Royal Copenhagen og en skål i blank metal.
Endelig blev der stjålet en ældre kontorstol i teaktræ med armlæn og sort lædersæde.