Fortsæt til indhold

Musikalske stjernefrø på scenen til MGP koncert

Børnestjerner fra TV optræder søndag til gratis MGP-live koncert på Amfi-scenen på Festpladsen

Samfund
Af Martin Schultz

Underholdning for børn og barnlige sjæle hører med til Ebelfestival, og allerede søndag kl. 14 kan børnene glæde sig til et gensyn med en lang række populære børnestjerner, som har været med til det store Børne MGP i 2014. Så det er bare med at tage forældre og bedsteforældre ved hånden og så tage plads på Amfiscenen ved Aktivitetshuset, hvor Benedikte K and the Sisters giver nummeret ”Det for sent nu”, Marius gir den gas med sangen ”Dig og Mig”, og Lærke synger ”Så ta' den dog!”.
”Vi er stolte over, at det igen i år er lykkedes at lave aftaler med børnenes TV-stjerner. Hvis der er voksne, som ikke ved, hvem stjernerne er, skal I bare spørge Jeres børn eller børnebørn, de ved hvem de er,” siger Eva Madsen, formand for Ebelfestival, som optakt til arrangementet på Festpladsen, hvor også alle de andre Ebelfestivalaktiviteter foregår.
Efter koncerten, som er gratis, vil der være mulighed for at få autografer og blive fotograferet sammen med de optrædende.

Kendte film til Mini Børnefilmfestival

Ud over MPG-koncerten er der mange andre børneaktiviteter i løbet af festivalugen.
Blandt andet vil der torsdag som noget nyt i år blive afholdt Mini Børnefilmfestival for børn 3-7 år med deres voksne i Aktivitetshuset med kendte børnefilm på programmet.
Kortfilm konkurrencen 'Fra Ebeltoft til Hollywood' for unge mellem 12 og 18 år kører også hele ugen.
Børnene skal have deres naturlige plads på Ebelfestival.
”Vi vil gerne lave aktiviteter for alle aldersgrupper, og håber på den måde, at mange får gode oplevelser sammen,” siger Eva Madsen.

Der er en festlig kulisse på Amfiscenen, når de unge sangtalenter går på scenen for at underholde både børnene og deres pårørende. Arkivfoto