Malerier, skulpturer og glaskunst fylder Ganggalleriet
På lørdag er der fernisering på en ny udstilling med malerier, skulpturer og glaskunst i Farum Kulturhus
Furesø Kunstforening inviterer til fernisering i Ganggalleriet i Farum Kulturhus på lørdag den 3. oktober klokken 12.45.
Ferniseringen er åbningen af en ny udstilling med kunstnerne Henriette Lorentz, Janne Kristensen og Linda Jespersen, der udstiller, malerier, skulpturer og glaskunst.
Henriette Lorentz' billedunivers sprudler af liv. Her findes mennesker og finurlige dyr i ofte rørende situationer. Der ses sprøde neddæmpede farver, der i en række farveglimt gløder i en rig stoflighed. Værkernes stoflighed opnås ved mange lag på lag bemalinger.
Det er et gennemgående træk, der understøtter oplevelsen af det gennemarbejdede værk, som udtrykker en udtalt energi. Ud over malerierne arbejder Henriette Lorentz også med skulpturer. På Furesø Kunstforenings efterårsudstilling præsenterer hun for første gang store krukker af bemalet fiberbeton. En kunstner i rivende udvikling.
Janne Kristensen har arbejdet med glas siden 2007. Hun arbejder fortrinsvis med bullseye, men anvender også float (vinduesglas), som bliver flot, når det bliver dekoreret med forskellige luster-farver.
Bullseye-glas er farvet glas, som bliver importeret fra USA, og det har en flot dybde i farverne. Bløde asymmetriske former er Janne Kristensens foretrukne, og det kommer tydeligt til udtryk i hendes glasarbejder.
Akvarellen er Linda Jespersens foretrukne udtryksform. Selv siger hun: ”Dens poetiske og lette væsen er så forunderlig. Det, der gør akvarellen helt unik, er lyset, der i glimt optræder som små pauser på papiret sammen med farvernes vibrerende dybde.” Linda Jespersen arbejder også med olie-og akrylmaleri, men det er akvarellen, hun vender tilbage til. Naturens stemninger, dens foranderlighed og dens store farvespil er hendes inspiration.
Udstillingen åbnes af Kulturhuschef Zanne Jahn, og alle er velkomne.
hhs