Kæmpe ambulancemangel
Du ringer efter en ambulance, fordi du har akut brug for hjælp. Men hvad nu, hvis svaret er, at der ikke er ambulancer nok?
Det scenarie kan man meget vel komme ud for i Region Syddanmark. Her er der nemlig mangel på ambulancer efter ambulanceselskabet Bios overtog driften den 1. september.
Regionens direktør for sundhedsområdet, Jens Elkjær, fortæller således til DR Fyn, at der i gennemsnit mangler én bil om dagen, men torsdag 1. oktober var der særligt store problemer.
- Vi manglede seks ambulancer, og det er ganske utilfredsstillende og uforståeligt, at der falder så mange ud på én dag. Det har vi diskuteret indgående med Bios, for det er selvfølgelig kontraktbrud, og vi nærmer os det punkt, hvor det er farligt, siger han til DR Fyn.
Heldigvis var det, ifølge Jens Elkjær, en relativt rolig dag, og derfor var konsekvenserne af ambulancemanglen ikke så alvorlige.
Bios har siden allieret sig med ambulanceselskabet Responce, der hjælper med at fylde hullerne i vagtplanen.
Alligevel er Vibeke Syppli Enrum, der er regionsrådsmedlem for Enhedslisten, bekymret.
- Det er en belastning for redderne og en bekymring for befolkningen, og det kan ikke være rigtigt, at man kun får 90 procent af den vare, man har bestilt, siger hun til DR Fyn.