Når far eller mor drikker går det ud over hele familien
De fire Norddjurs biblioteker går ind på en ny boldgade, når de her i efteråret prøver at starte ’famileklubber’ op
Det var en velbesøgt og med kulturformidler på Ørum Bibliotek, Helene A. Southerns ord, bevægende aften sidste år i november, da skuespilleren Ole Testrup fortalte om sin kamp med Dronning Tuborgs bløde læber på netop Ørum Bibliotek.
Den gav hende idéen til at bevæge de fire biblioteker i Norddjurs ind på en splinterny boldgade.
“Der kom i nærheden af 100 mennesker for at høre Ole Testrup, men ikke kun for at lytte til ham, også fordi flere fremmødte tydeligvis selv kæmpede en kamp med alkoholens svøbe,” siger Helene A. Southern.
Digter-Dan’s datter
Derfor var der ikke langt til at gøre alkohol til et stort efterårstema på bibliotekernes sæsonplan.
Fire profiler, Jacob Haugaard, Pernille Højmark, Lotus Turéll og Niels 'Niarn' Ross, kigger forbi inden jul for hver især at fortælle deres historie. Alle har de på hver på deres måde en personlig historie at fortælle, der rækker langt ud over dem selv.
Pernille Højmark tyvstartede mandag aften på Auning Bibliotek, 'Niarn' kommer til Grenaa Bibliotek 1. oktober, Jacob Haugaard runder Ørum Bibliotek 26. oktober og Lotus Turéll, datter af Digter-Dan Turéll, dukker op på Ørsted Bibliotek 12. november.
Familieklubber
De fire profiler skal være murbrækkere til oprettelsen af lokale familieklubber i samarbejde med De Jyske Familieklubber. Det er alkoholprojektets egentlige nyskabelse.
Idéen bag familieklubberne bygger i al sin enkelhed på, at mennesker med alkoholproblemer og pårørende sammen kan støtte og hjælpe hinanden til at bryde misbrugets magt over den enkelte og familien. Det er gratis at være med.
“Erfaringerne viser, at samtale og støtte fra andre med alkoholproblemer og pårørende kan hjælpe såvel den, der drikker for meget, ud af misbruget og støtte pårørende i at bryde misbrugets onde spiral,” siger Helene A. Southern, der understreger, at det ikke er alkoholiker-klassikeren, 'manden på bænken', som er målgruppen.
“Det er familierne, og kan vi bare medvirke til, at en familie får det bedre, er vi nået langt.”
Sofaudstilling flytter med
En sofa med et tilhørende bord fyldt med dåseøl og en gine plastret til med diverse slogans og facts, der alle emmer af temaet, flytter med rundt på bibliotekerne i Auning, Grenaa, Ørsted og Ørum.
Det samme gør en afstemningsboks.