Fortsæt til indhold

Mange ord, få facts og rigtigt meget uld

24 politikere har indgået forlig om næste års budget, der rummer mange fine ord og hensigter

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Et flertal, der rækker fra Enhedslisten på venstre fløj, og ud til Liberal Alliance (der er 50 procent socialdemokrater i lokalpolitik) og Venstre i højre side af salen, står bag næste års budget i Syddjurs Kommune.

Derfor ikke noget at sige til, at borgmester Claus Wistoft (V) har bedt om at blive citeret for følgende i den pressemeddelelse, der udgik fra rådhuset i Ebeltoft, da forliget var underskrevet, og der kunne sendes røg op fra skorstenen:

“Jeg er glad for, at vi igen i år har nået et bredt forlig. Jeg vil i den forbindelse gerne takke alle byrådsmedlemmer, borgere og administrationen for engagement og forhandlingslyst i processen. Når jeg ser på vores resultat, som er blevet til under svære økonomiske udfordringer, er jeg glad for, at vi har fastholdt det lange perspektiv i budgetlægningen, og ikke faldet for fristelsen for kortsigtede løsninger.”

Hvad skulle han næsten ellers udtale?

Konkrete facts

Ellers er det småt med konkrete facts, den nævnte pressemeddelelse, som Lokalavisen her tager på ordet, disker op med:

Men noget, der er til at forstå for borgerne, er:

Fra 2016 til 2019 vil Syddjurs Kommune foretage en række vigtige strategiske anlægsinvesteringer. Det gælder blandt andre udbygning af plejeboliger i Rønde og Kolind, renovering af Marienhoffskolen, ny daginstitution i Knebel, bibliotek og museum ved Maltfabrikken i Ebeltoft, stationsanlæg til Letbanen i Kolind, Ryomgård, Mørke og Hornslet og en række cykelstier og trafikforbedringer.

Hertil er der at tilføje, at beslutningen om at skrotte de 20 nuværende plejeboliger ved Ringparken i Ryomgård er udsat til 2017.

Ryomgård bliver i den grad tilgodeset. Til ovennævnte kan tilføjes 1 mio. kroner i støtte til anlæg af ny kunstgræsfodboldbane i byen og 2,6 mio. kroner i støtte til udvidelse af Midtdjurshallen (i samarbejde med Marienhoffskolen).

Resten er uld

Den resterende del af budgetforligets tekst er holdt i det kommunale politikersprog:

  • Budgetforliget vil på skoleområdet betyde, at der skal inkluderes flere børn på normalområdet, og at der arbejdes efter målene i folkeskolereformen.
  • Flerårigt perspektiv i budgetlægningen
  • Klare mål og fokus på resultater
  • Velfærd med udgangspunkt i borgerens ressourcer
  • Tidligere, tættere og mere tværfagligt samarbejde

Hvad, der gemmer sig bag disse meget lidt konkrete overskrifter, tager Lokalavisen fat på at dissekere i de kommende aviser og på vores digitale platforme.

Vi startede tirsdag med at få FI-udvalgsformand Per Zeidler (I) til at forklare, hvad der gemmer sig bag formuleringen “der skal inkluderes flere børn på normalområdet.”
Zeidler mødte en mor, der har gode erfaringer med Aadalsskolens specialklasser, og de to kom tættere på en indbyrdes forståelse - ligesom Zeidler fik noget at tænke over, som han nu vil bringe op i FI-udvalget. Læs tirsdag i Adresseavisen Syddjurs.