Fortsæt til indhold

Der er ikke længere fra øst til vest end tydelighed

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"?Borgmester Jan Petersen (S) advarer andetsteds i denne avis - henvendt til især Liberal Alliance - om at spille geografikortet ud.

Årsagen er, at Liberal Alliance skoser især Socialdemokratiet for at lukke 10. klasse på Auning Skole samtidig med, at man bevilger penge til at holde hånden under Kattegatcentret, fordi turistattraktionen i Grenaa ikke kan klare sig på rene markedsvilkår.

Man ser allerede for sig konturerne af en øst-vest konflikt, som den der udspillede sig i sidste valgperiode i Syddjurs Kommune og skilte vandene i byrådet på tværs af partier.

Så meget, at partiet Venstre nærmest brækkede over og to mand forlod partiet for lidt senere at blive spidser for Liberal Alliance.

Øst-vest debatten lurer fortsat i Syddjurs, og borgmester Claus Wistoft (V) måtte tidligere på året bede trofaste partisoldater om at benytte generalforsamlingen i Venstre Rosenholm til at få fjernet - på demokratisk vis, javel - et par gamle ronkedorer og kritikere af magtbalancen i kommunen fra bestyrelsen.
Det har ikke været kønt i Syddjurs, og det vil det heller ikke blive i Norddjurs, hvis den politiske mudderkastning virkelig får grobund.

Jan Petersen er selv inde på, at det seneste folketingsvalg viste vigtigheden af at bevare en decentral struktur - og derfor er børneby-tanken rigtig og vigtig for ham.

Det er Liberal Alliance fuldt ud enige med ham i. Her er liberalismens bannerførere helt på linje med 'socialisterne' om, at small is beautiful - modsat Borgerlisten.

Spørgsmålet er så om omkostningerne i længden bliver for store, men det er en anden snak.

Reaktionen fra Liberal Alliance på lukningen af Auning Skoles 10. klasse kunne have være undgået, hvis budgetflertallet fra start havde været åbne omkring satsningen på at starte en EUD-10 uddannelse i Auning i samarbejde med Viden Djurs, men også om perspektiverne.

Det har Auning-socialdemokrater som Tom Bytoft og Bente Hedegaard på bagkant været ud for at forklare og forsvare. Damage control, der kommer en postgang for sent.

Det havde ikke været raketvidenskab at forklare, at den planlagte EUD-10 i Auning kobler sig på det samarbejde mellem 10. Klasse-Center Djursland, Social- og Sundhedsskolen, Tradium og Viden Djurs, der allerede er etableret i både Norddjurs og Syddjurs under den fælles overskrift EUD-10 Djursland.

Åbenhed om dette tema forud for budgetforhandlingerne ville have været velgørende. Det er svært at se, hvorfor der skulle puttes med det? Lukkethed er kimen til konflikter - også øst-vest konflikter."